Ledighed

Ledigheden er vokset i Nordjylland

Men arbejdsløshedskøen er vokset mindre her end i det øvrige land

Arkivfoto

Arkivfoto

NORDJYLLAND:Ved udgangen af januar i år var 5,4 procent af den nordjyske arbejdsstyrke ledig, og arbejdsløshedskøen er vokset med 2059 personer fra udgangen af januar 2020 til udgangen af januar i år, samtidig med at antallet af fuldtidsbeskæftigede i Nordjylland er faldet med 564 på årsbasis.

Det viser helt friske arbejdsmarkedstal fra RAR Nordjylland (Det Regionale Arbejdsmarkedsråd).

- De nordjyske virksomheder er stadig påvirket af corona-nedlukningen. Det er inden for hoteller og restauranter, industri, transport og handel, at der er blevet færre arbejdspladser, siger Birgit Frederiksen, der er formand for RAR Nordjylland.

Antallet af beskæftigede nordjyder dykker lige nu, men Birgit Frederiksen er optimist, når det kommer til hele 2021.

- Vi forventer stadig at komme ud af året med flere beskæftigede end i starten af året. Den delvise genåbning giver et tiltrængt løft i omsætningen i mange små virksomheder, og vacciner giver lys for enden af tunnelen, konstaterer hun.

Ligger under det øvrige land

Ledigheden har ikke udviklet sig værre i Nordjylland under corona-nedlukningerne end i det øvrige Danmark, tværtimod.

Lokale ledighedsprocenter

Sådan er ledighedsprocenterne lige nu fordelt på de nordjyske kommuner:

Hele landet: 4,8

Nordjylland samlet: 5,4

Brønderslev: 5,1

Frederikshavn: 5,9

Hjørring: 5,5

Jammerbugt: 5,0

Læsø: 11,1

Mariagerfjord: 4,8

Morsø: 4,2

Rebild: 4,2

Thisted: 4,1

Vesthimmerlands: 5,2

Aalborg: 6,1

NB: Ledige defineres som modtagere af A-dagpenge, arbejdsmarkedsydelse, særlig uddannelsesydelse samt jobparate, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse (inkl. aktiverede)

Kilde: RAR Nordjylland

Tallene fra RAR viser, at ledighedsprocenten er vokset mere på landsplan end på det nordjyske arbejdsmarked, og ser man alene på Hovedstadsområdet, så er ledighedsprocenten her vokset med 1,3 procent mod 0,7 procent i Nordjylland.

Ledighedsprocenten i Nordjylland er fortsat højere end både på landsplan og i Hovedstaden, men det skyldes, at den nordjyske ledighed allerede var højere, da pandemien ramte landet i foråret 2020.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.