legetøj

Lego har rundet 1000 fysiske butikker på verdensplan

Sidste år åbnede Lego 147 butikker rundt om i verden. En stor del af dem var kinesiske, oplyser selskabet.

Lego håber at styrke tilstedeværelsen i Kina med lancering af nye fysiske butikker. (Arkivfoto).
Lego håber at styrke tilstedeværelsen i Kina med lancering af nye fysiske butikker. (Arkivfoto). Frank Rumpenhorst/Ritzau Scanpix

Lego har investeret massivt i ambitionen om at skabe en betydelig tilstedeværelse på det kinesiske marked de senere år, og 2023 var ingen undtagelse.

Særligt når det kommer til virksomhedens synlighed i det kinesiske gadebillede.

På verdensplan blev der åbnet 147 butikker sidste år, hvoraf en stor del var kinesiske.

Det betyder, at Lego nu har rundet i alt 1000 fysiske butikker, fremgår det af virksomhedens årsregnskab tirsdag.

Ønsket om at være mere til stede i de kinesiske gader handler om at skabe større kendskab til Legos brand i befolkningen. Det siger topchef Niels B. Christiansen.

- Mange af dem (de kinesiske forbrugere, red.) er ikke vokset op i familier, hvor forældrene har leget med legoklodser som børn.

- Så brandet er ikke på den måde kendt gennem generationer, på samme måde som du og jeg har oplevet, siger han.

Derfor har Lego haft en større opgave med at bygge et brand op i Kina, end tilfældet har været i mange andre lande.

I tirsdagens årsregnskabet er Legos omsætning gået to procent frem til i alt 65,9 milliarder kroner. Det er et stykke fra de seneste års voldsomme vækst.

Udviklingen skal dog ses i lyset af, at markedet for legetøj generelt har haft det svært.

Det gælder i særdeleshed i Kina, der har været ramt af økonomiske udfordringer.

Til gengæld var de amerikanske og europæiske forbrugere med til at sikre den begrænsede fremgang i 2023.

Lego har ikke kun en ambition om at være til stede med fysiske butikker. Den digitale del af forretningen skal også fylde meget.

Det giver særligt mening at brede ud de steder, hvor Lego i forvejen er mere kendt, siger topchefen.

- Vi har brug for, at vores platforme kan følge med, når vi skal samarbejde med de allerbedste, så vi kan udveksle designs digitalt. Der var vi ikke for tre-fire år siden, men det føler jeg, vi er nu, siger Niels B. Christiansen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden