Politik

Lev med det. Ned og stem for. Har Mette Frederiksen glemt noget vigtigt?

17 sekunders video og et sæt rullende øjne viser, hvordan statsministerens største politiske problem risikerer at blive hende selv

Peter Simonsen, erhvervsredaktør.
Peter Simonsen, erhvervsredaktør.

Et omdiskuteret klip med statsminister Mette Frederiksen turnerer lige nu på de sociale medier og har igen fået oppositionen til at råbe op om magtfuldkommenhed.

I det 17 sekunder lange klip ser man Mette Frederiksen kritisere Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, for ikke at stemme for regeringens reformpakke, der bl.a. skal øge arbejdsudbuddet.

En reformpakke, som LA mener er utilstrækkelig.

Ifølge Mette Frederiksen er det dybt besynderligt, at Liberal Alliance sammen med øvrige blå partier ikke kan stemme for reformaftalen, ”bare fordi man vil noget andet.”

- Ned og stem for. Og så kan vi gå i gang med næste diskussion, lød det resolut fra statsministeren.

At Mette Frederiksen udviser egenrådighed og synes at have samlet den politiske magt i sin person, er en fortælling, som oppositionen i månedsvis har fremført kontinuerligt. Ikke mindst i forbindelse med minksagen.

Og at landets statsminister nu revser oppositionspartier for ikke at stemme for regeringens forslag, som man ikke går ind for, lægger nye lag til netop den fortælling.

Og udstiller noget vigtigt, som Mette Frederiksen tilsyneladende har glemt.

Alexander Vanopslagh var nemlig ikke den eneste, der under tirsdagens spørgetime i folketingssalen fik Mette Frederiksen til at iklæde sig en kedelig fremtoning. Da lederen af De Frie Grønne, Sikandar Siddique, fik ordet og talte om regeringens magtfuldkommenhed og klimanøl, blev det mødt med rullende øjne af den slags, der plejer at være forbeholdt teenagere, som bliver bedt om at slukke deres smartphone.

Et klip, som nu også deles flittigt på de sociale medier.

Nogen vil mene, at når man som statsminister ikke evner at udvise respekt for sine politiske modstandere, evner man ej heller at udvise respekt for de vælgere, som deler oppositionens holdninger.

Og dem er der trods alt stadigt flere af. Se blot de seneste meningsmålinger.

Landets regeringsleder glemmer også, at uagtet hvor tandløs og håbløst forbunden en opposition man står over for, vinder man sjældent respekt og tillid med almoderlige belæringer.

Prædikatet ”Mor Mette” er ikke en kompliment. Og i et demokrati skal man hverken bare leve med det – eller bare gå ned og stemme for.

Til gengæld bør de fire partier Liberal Alliance, Venstre, De Konservative og Nye Borgerlige, som står uden for aftalen om at øge arbejdsudbuddet, spørge sig selv, om de lige nu prioriterer taktik over konkrete løsninger, som kan være med til at afhjælpe et akut problem for dansk økonomi og erhvervsliv.

Manglen på arbejdskraft er i overhængende fare for at køre et ellers veltunet dansk væksttog af skinnerne. Der er brug for effektive løsninger nu – ikke politisk fnidder og virale klips på de sociale medier.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden