Erhverv

Lige midt i højsæson: Nordjysk hovedkontor lagt ned af hackerangreb

I flere dage har Royal Greenland været ramt af et omfattende cyberangreb


Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:56

NORDJYLLAND: Virksomheden Royal Greenland, der er ejet af Grønlands Selvstyre, og har sit danske hovedkvarter i Svenstrup, har de seneste dage været udsat for et cyberangreb.

Det betyder blandt andet, at de 120 ansatte har haft svært ved at arbejde.

- Vi har haft fokus på at modstå angrebet. Få opsat firewalls og oprette et eksternt system, hvor vi fortsat kan arbejde med leverancer til kunder og arbejdet i forhold til vores samarbejdspartnere, siger Hanne Kvist, der er marketingdirektør for Royal Greenland i Danmark.

Hun ønsker ikke at oplyse, hvem der har angrebet virksomheden, hvordan angrebet er udført og hvad formålet kan være.

- Det er for tidligt at udtale sig om. Vi har fokus på at begrænse angrebet og de skader, der kan komme af sådan et angreb, siger hun.

Det er langtfra første gang, at en nordjysk virksomhed bliver angrebet af hackere. I foråret var virksomheden Daarbak således handlingslammet i et par dage.

Kan ikke styre betaling

Royal Greenland er Grønlands største virksomhed og verdens største producent af koldtvandsrejer. Herudover sælger virksomheden blandt andet hellefisk.

Julen er en af Royal Greenlands højsæsoner, hvor der skal leveres rejer til de danske julefrokostborde. Men angrebet betyder ikke, at rejer eller andet kommer til at mangle.

- Alt er leveret til butikkerne, så på den måde får det ingen konsekvenser for forbrugerne, siger Hanne Kvist.

I Grønland har cyberangrebet fået den konsekvens, at samtlige af virksomhedens kommunikations- og betalingskanal er sat ud af spil.

Det giver problemer i forhold til at betale de grønlandske fiskere, og kommunikationen sker via Facebook.

I alt har Royal Greenland knap 2000 ansatte, hvor af cirka 800 er i Grønland.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden