Lille nordjysk sparekasse: Vores kunder er ikke ramt af pandemien

Mærker indtil videre ikke meget til corona-nedlukningerne

Arkivfoto

Arkivfoto

KLIM:Det er ikke så slemt af være en lille sparekasse midt i en corona-ramt samfundsøkonomi. Det er Nordjyllands mindste pengeinstitut - Klim Sparekasse med 11 ansatte - et godt eksempel på.

Regnskabsåret 2020 endte med et overskud før skat på 5,5 millioner kroner.

Overskuddet er ganske vist halveret i forhold til 2019, men det år var stærkt præget af en ekstraordinær kursgevinst, da Nykredit købte sparekassens aktier i Sparinvest.

Ser regnskabslæseren bort fra denne gevinst, er resultatet i 2020 på niveau med 2019.

- Der er fortsat gode økonomiske forhold hos de fleste af sparekassens kunder, siger direktør Henrik Agesen fra Klim Sparekasse.

Sparekassen har ifølge direktøren hidtil ikke oplevet væsentlige negative konsekvenser af corona-pandemiens hærgen, for sparekassen låner næsten ikke penge ud til de kundegrupper, der er hårdt ramt.

Årsregnskab 2020

Her er de vigtigste tal fra Klim sparekasses regnskab for 2020 (mio. kr.) (2019-tal i parentes):

Basisindtægter: 18,8 (19,7)

Driftsudgifter: 12,9 (13,5)

Nedskrivninger på udlån: 0,9 (0)

Resultat før skat: 5,5 (11,1)

Udlån: 183,9 (181,6)

Indlån: 392,2 (376,9)

Egenkapital: 93,2 (88,1)

Solvens: 29,5 (27,3)

Antal kunder: 3790 (3760)

Antal garanter: 1270 (1241)

Antal ansatte: 11

Låner kun ud i lokalområdet

Klim Sparekasse er en lokalsparekasse i ordets traditionelle forstand.

Næsten 90 procent af sparekassens kunder kommer nemlig fra områderne Thy, Hannæs, Han Herred og Vesthimmerland.

Sparekassen forventer i 2021 et resultat før kursreguleringer, tab, nedskrivninger og skat på omkring fem millioner kroner.

Ledelsen forventer "et pres på basisindtjeningen i de kommende år".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.