Beordret til at stoppe hjælp til sanktionsramte tankskibe
Søfartsstyrelsen beordrer DanPilot til at stoppe samarbejdet

DanPilots flåde omfatter 33 lodsbåde, der transporterer lodser fra 22 lodsstationer ud til de mange tusinde skibe, som hvert år passerer gennem de indre danske farvande. Arkivfoto
Opdateret torsdag 17. marts kl. 11.06 med udtalelse fra DanPilots CEO
FREDERIKSHAVN:Det er slut med hjælp fra danske lodser, når tankskibe med forbindelse til virksomheder eller personer omfattet af EU's sanktioner i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine, omlaster råolie i Ålbæk Bugt - de såkaldte STS-operationer.
Ved hver eneste STS-operation skal der være dansk lods om bord, og det er oftest det statsejede lodsfirma DanPilot, som leverer den service.
Søfartsstyrelsen, som er tilsynsførende myndighed for DanPilot, har onsdag efter de seneste meldinger fra EU-Kommissionen forbudt DanPilot at stille lodstjenester eller andre maritime tjenester til rådighed for skibe og virksomheder, der er omfattet af EU-sanktioner indført i krigens kølvand.
- Det er i alles interesse, at der er klare internationale retningslinjer. Meldingen fra Søfartsstyrelsen er helt klar, og såfremt der er tvivl, om et skib og en kunde er omfattet af gældende sanktioner, vil vi tage fat i Søfartsstyrelsen for at få en afklaring, siger Erik Merkes Nielsen, CEO i DanPilot.
Nordjyske har de seneste dage beskrevet, hvordan omlastningen af russisk olie trods krigen i Ukraine fortsætter ufortrødent i farvandet mellem Skagen og Frederikshavn, og hvordan en række nordjyske aktører i marinebranchen har medvirket til det arbejde.
Ifølge maritimedanmark.dk har EU onsdag vedtaget en række nye sanktioner, som forbyder alle maritime aktører - ikke bare lodser, men også slæbebåde - at servicere skibe og virksomheder, der er omfattet af EU's sanktioner.
Dermed er det med ét slag gjort så godt som umuligt at gennemføre STS-operationer i dansk farvand, som er blandt verdens mest trafikerede. Hvert år sejler tankskibe i tusindvis på ruten mellem Skagen og Østersøen gennem enten Storebælt eller Øresund med farligt gods - blandt andet fra de store russiske olieterminaler.

Mandag lå de to tanskibe Montego og Myrtos side om side øst for Hirsholmene og omlastede olie. De sejler begge under maltesisk flag, men er ejet af græske rederier. Myrtos er i dag på vej til Port Said i Egypten, mens Montego er på vej til den russiske havn Primorsk nordvest for Skt. Petersborg. Foto: Martin Damgård
Ålbæk Bugt er det farvand i Danmark, hvor der finder suverænt flest STS-operationer sted.
Her blev der ifølge tal fra Søfartsstyrelsen gennemført 129 af de i alt 131 STS-operationer i dansk farvand i 2020. Samme år blev der i alt omlastet 8.238.426 tons råolie i dansk farvand.
Det er uklart, hvor stor en del af den olie, der er russisk.
Beslutningen om, at DanPilot ikke skal levere lodser til STS-operationerne for sanktionsramte skibe, får umiddelbart ingen betydning for firmaets arbejde med at hjælpe tankskibe i transit gennem dansk farvand - uanset hvad de sejler med eller for hvem.
"Når vores virksomheder sørger for, at der er danske lodser med om bord på skibe, så er det alene et spørgsmål om sikkerhed i danske farvande og beskyttelse af vores miljø", oplyste erhvervsminister Simon Kollerup mandag i et skriftligt svar til Nordjyske i forbindelse med omtalen af STS-operationerne i Ålbæk Bugt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.