Nyt byggeri

Løgstørfirma lander hidtil største ordre: Skal bygge 478 studieboliger på Sjælland

Boligerne bygges i Løgstør og køres derefter til byggepladsen i Lyngby

Illustration: Vandkunsten
Illustration: Vandkunsten

LØGSTØR: PensionDanmark og Boligfonden DTU sætter nu gang i et stort boligprojekt i Lyngby med 478 studieboliger.

Som totalentreprenør er valgt Scandi Byg i Løgstør, der er landets største inden for industrialiseret modulbyggeri. Projektet er virksomhedens hidtil største enkeltstående ordre, fortæller Scandi Bygs adm. direktør Thomas Raunsbæk:

- Vi er selvsagt meget glade for at have vundet vores hidtil største ordre, der sikrer et højt momentum i virksomheden også i de kommende år. PensionDanmark er en af Danmarks største bygherrer, og derfor er valget af modulbyggeri og Scandi Byg en vigtig milepæl i udviklingen mod et mere innovativt byggeri, siger Thomas Raunsbæk i en pressemeddelelse.

Alle 478 boliger skal produceres hos Scandi Byg i Løgstør. Når boligerne er bygget, bliver de efterfølgende kørt til byggepladsen på Lundtoftevej 160 i Lyngby, hvor blandt andet fundamentet klargøres sideløbende med, at boligerne er blevet bygget. Det er med til at sikre en markant kortere byggeproces.

De 478 studieboliger skal afleveres i tre etaper, og de sidste boliger vil stå klar til indflytning i sommeren 2021.

Det drejer sig om i alt 17.500 kvadratmeter, der bliver fordelt på otte blokke i fire etager, hvor der også vil blive opført fællesrum og -køkken, vaskeri, sportsfaciliteter mv.:

- Vi har valgt Scandi Bygs modulbyggeri, og da de leverer Svanemærkede boliger som standard, vil de nye boliger som det første byggeri i Danmark både blive bæredygtighedscertificeret til DGNB Guld og samtidig Svanemærket, siger PensionDanmarks adm. direktør Torben Möger Pedersen i pressemeddelelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden