Først bagefter kan Louise Sparf se, at hun langsomt men sikkert blev drevet ind i en arbejdskultur, der ganske enkelt var usund og som fokuserede på nogle helt forkerte værdier.

Men hun var blind for det, indtil det tidspunkt, hvor tilstrækkeligt mange kolleger var gået ned med stress, andre var udbrændte eller i ufattelig mistrivsel.

Ved udgangen af 2017 benyttede hun en omstrukturering på sin daværende arbejdsplads til at lægge sin opsigelse på chefens bord.

Louise Sparf ville ikke stå model til mere, men det er først nu, hun kan se, hvor rigtig beslutningen var.

“Jeg var en del af en syg arbejdskultur. Jeg - og andre - målte succes på antallet af møder, vi havde i løbet af dagen,” siger Louise Sparf og tilføjer:

“I folks kalendere kunne du se, om folk var medarbejdere, chefer eller direktører. Jo højere oppe i hierarkiet, desto flere simultane møder i kalenderen.”

Dengang kunne hun ikke se noget galt i den måde, at bygge sin arbejdsdag op på.

Hun tænkte derimod, at hun både var vigtig og betydningsfuld, fordi hun havde dagen tapetseret med møder.

“Tænk at måle succes på antallet af møder. Det er helt vanvittigt. Det kunne jeg først se bagefter. Da jeg var i det, følte jeg bare, at jeg kunne noget,” siger Louise Sparf og tilføjer: