Lukker populær bistro på havnen: Jeg holder ikke til det
31. august er sidste åbningsdag - jagter køber eller forpagter indtil da
Opdateret kl. 21:49
Han trådte i første omgang til som investor - og blev i løbet af foråret 2023 også manden med ejerskabet til Mimis Bistro på Auktionskajen i Strandby.
Et populært og velbesøgt spisested på haven i fiskeribyen, som alene i den seneste måned har haft flere end 5000 spisende gæster.
Alligevel kaster den 61-årige erhvervsmand Søren Madsen nu håndklædet i ringen. Blandt andet efter råd fra sine døtre, der har set ham arbejde nærmest i døgndrift gennem mange måneder.
Og manden, der også driver forretning i hjembyen Aarhus, orker da heller ikke mere, skriver han i et opslag på bistroens Facebook-side, hvor han annoncerer, at bistroen har sidste åbningsgdag med ham bag disken lørdag 31. august.
- At have virksomheder i Aarhus og så samtidig skulle være her så meget, som det er påkrævet, det holder jeg desværre ikke til. Og ja, det er desværre nødvendigt, da den her branche mere end andre har behov for ledelse, styring, kontrol og hands-on end nogen anden branche jeg har været i, lyder begrundelsen fra Søren Madsen.
Det ærgrer ham, at det nu er kommet så vidt, fastslår han bag rattet i sin bil på vej hjem til Aarhus.
- Jeg sidder faktisk og græder. Med begge øjne, siger han til Nordjyske.
Mens bistroen på kajen i fiskeribyen har høstet fantastiske anmeldelser på tripadvisor, hvor den i mere end et år har ligget ubestridt nummer ét blandt 854 nordjyske spisesteder, beværtet toppolitikere fra Nordisk Råd, bysbørn og sågar "foodies", der er rejst helt fra Dallas for at smage efter, om de gode anmeldelser nu virkelig kan passe, så er der noget andet, der er årsag til, at Søren Madsen nu kaster håndklædet i ringen.
- Det er simpelthen for vanskeligt at skaffe stabilt personale, siger han.
Tirsdag manglede han pludselig to kokke, der bare aldrig dukkede op. Så bliver det vanskeligt at servicere de mange gæster, som stedet har.
- Vores skønne tjenere skal enten læse eller ud og rejse, de andre unge skal i skole eller på gymnasium. Det er uholdbart og gør, at hverdagen ikke kan hænge sammen, forklarer Søren Madsen.
Det første år som bistro-ejer gav ifølge Søren Madsen et underskud på 775.000 kroner - mens hårdt arbejde i år betyder, at regnskabet går i nul.
- Det gør det svært at investere og fortsætte, skriver Søren Madsen og beklager, at han må opgive at gøre alle de planer for stedet og omgivelserne, han havde, til virkelighed.
- Ønsker dog det allerbedste for både Strandby Havn og byen. Her er vidunderligt, skriver Søren Madsen og takker både gæster og personale for en - trods alt - skøn tid på havnen i Strandby.
Den snart forhenværende restauratør ejer bygningerne på havnen, som Mimis Bistro ligger i, og Søren Madsen oplyser, at han frem mod 31. august forsøger at finde en forpagter eller køber, som vil køre bistroen videre.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.