Magnus Kjøller vil investere en kvart milliard langs E45

Nu er han gået på jagt efter byggegrunde

Den Dubai-baserede erhvervsmand har store planer for sin ejendomsportefølje. Foto: Magnus Kjøller Holding/PR.

Den Dubai-baserede erhvervsmand har store planer for sin ejendomsportefølje. Foto: Magnus Kjøller Holding/PR.

NORDJYLLAND:Den nordjyske erhvervsmand og serieiværksætter Magnus Kjøller, der i dag er bosat i Dubai, har gennem årene investeret store summer i byggeprojekter i Aalborg.

Nu vender udlandsdanskeren blikket fra Aalborg.

Gennem sit investeringsselskab Kjøller Ejendomme vil Magnus Kjøller købe byggegrunde langs byerne ved E45-motorvejen og opføre ejendomme for en kvart milliard kroner.

Den nordjyske mangemillionær spår en lys fremtid for byerne langs den jyske motorvej.

- Vi tror på, at flere vil bosætte sig i oplandet i de kommende år, så længe det er nemt at komme til og fra de større byer. Derfor går vi nu aktivt ud og siger i markedet, at byggegrunde i både små og mellemstore byer langs motorvej E45 har interesse for os, siger Magnus Kjøller i en pressemeddelelse.

Investerer bredt

Magnus Kjøller opbyggede i sin tid en formue på virksomheden Pointworld og har været involveret i en lang række forskellige virksomheder. Det er ikke altid gået ubemærket hen.

Flere af virksomhederne har adskillige sager om ulovlig markedsføring bag sig. Nogle er sågar blevet politianmeldt. Og Magnus Kjøllers portefølje spænder bredt.

Alt fra mode til bilvask og et 100 år gammelt stålværk i Birmingham.

 <i>Scanpix Denmark</i>

Scanpix Denmark

Alt sammen styres fra Dubai, hvor Magnus Kjøller er bosat og driver sit investeringsselskab Magnus Kjøller Holding. Det er også herfra, at han foretager sine ejendomsinvesteringer.

Tilbage i 2017 solgte Magnus Kjøller hele sin ejendomsportefølje i Aalborg til søskendeparret Peter og Anne Claesen. En handel til 223 millioner kroner for over 200 lejligheder.

Gevinsten fra salget af ejendomsporteføljen i Aalborg har Magnus Kjøller blandt andet genplaceret i andre boligejendomme. Og nu er han altså på jagt efter byggeprojekter langs E45-motorvejen.

Bygger også i Aalborg-området

De nye planer kommer i tillæg til Kjøller Ejendommes aktiviteter i Aalborg. Aktuelt bygger selskabet i Nørresundby, hvor 20 nye udlejningsboliger forventes at stå klar til indflytning ultimo 2022.

– Vores fokus er fortsat at udvikle ejendomsprojekter i Aalborg og omegn. Sammen med andre aktører var vi med til at forme Marshalls Allé, der er blevet sin helt egen bydel, og nu glæder vi os til at åbne dørene på Jernaldervej i Nørresundby senere på året, siger Magnus Kjøller om de lokale aktiviteter.

Kjøller Ejendommes portefølje er siden 2015 vokset til værdi på over 500 millioner kroner med cirka 200 lejemål.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden