Makkerpar sælger virksomhed i stor millionhandel

60 medarbejdere får ny arbejdsgiver, og virksomheden skifter navn

Birgitte Helenius og Hans Henrik Pedersen har sammen ejet og ledet den virksomhed, der nu skifter ejer. <i>PR-foto.</i>

Birgitte Helenius og Hans Henrik Pedersen har sammen ejet og ledet den virksomhed, der nu skifter ejer. PR-foto.

For 23 år siden stod Birgitte Helenius, Hans Henrik Pedersen og Hans Spliid Hansen i gummistøvler på en mark i Støvring.

Her tog de de første spadestik til den bygning, der skulle danne de kommende rammer for deres nye virksomhed.

Hvad de ikke vidste, var, at spadestikket samtidig blev startskuddet til et nordjysk erhvervseventyr, som nu er kulmineret med et salg.

Således har ejerne af industrivirksomheden Seritronic solgt deres virksomhed, som sidste år omsatte for 112 millioner kroner, til den familieejede koncern Mekoprint.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Mekoprint, der er ejet af direktør Anders Kold og hans familie, er de seneste år vokset kraftigt og lægger nu endnu et lag på vokseværket med overtagelsen af Seritronic.

- Med sammenlægningen får vi bredere kompetencer, og det bliver en fordel for alle vores kunder, udtaler Mekoprint-direktør Anders Kold.

Anders Kold er tredje generation i spidsen for Mekoprint.

Anders Kold er tredje generation i spidsen for Mekoprint.

De to virksomheder er begge blandt de største producenter i Skandinavien inden for folietastaturer, betjenings- og displayløsninger samt grafiske folier.

Efter opkøbet bliver den samlede koncern den største i Nordeuropa inden for dette segment og blandt de tre største i Europa.

Behov for generationsskifte

Hvor meget Mekoprint betaler for at overtage Seritronic, holder parterne hemmeligt. Men Seritronic har gennem de senere år lavet pæne overskud i størrelsesordenen 4-6 millioner kroner.

Derfor er der med sikkerhed tale om en handel til i hvert fald et større tocifret millionbeløb - måske endda et trecifret af slagsen.

Seritronic har 60 medarbejdere, mens Mekoprint-koncernen beskæftiger over 700 ansatte. Seritronics ejere, Birgitte Helenius og Hans Henrik Pedersen, mener, at salget til Mekoprint er den helt rigtige løsning for at fremtidssikre virksomheden.

- I Seritronic er der nu behov for et generationsskifte. Ved salget til Mekoprint sikrer vi vores medarbejderes arbejdsplads, og vi sender ikke mindst et signal til kunderne om, at Seritronic fremover er i gode hænder, siger Hans Henrik Pedersen.

Indtil nu har han og Birgitte Helenius delt ejerskabet af Seritronic mellem sig. Den tredje af stifterne, Hans Spliid Hansen, afhændede sin andel i 2015 til de to andre og gik på pension.

Virksomheden har i dag en fabrik på 3.200 kvadratmeter i Støvring, hvor Mekoprint også har tre fabrikker og hovedkontor.

Jagter milliarden

Mekoprints overtagelse af Seritronic er et led i koncernens vækststrategi, der indebærer investeringer for over 150 millioner kroner alene i ny teknologi og kapacitetsudvidelser over en treårig periode.

Investeringerne sker primært for at imødekomme den stigende efterspørgsel og for at understøtte Mekoprints ambition om at runde en omsætning på 1 milliard kroner i 2025.

I seneste regnskabsår omsatte koncernen for 729 millioner kroner.

I forbindelse med overtagelsen skifter Seritronic navn til Mekoprint Seritronic, der fortsætter som et selvstændigt datterselskab i Mekoprint-koncernen. Her er Morten E. Lundgreen divisionsdirektør, og han bliver også ny adm. direktør for Mekoprint Seritronic.

Birgitte Helenius fortsætter som direktør for økonomi og organisationsudvikling, mens Hans Henrik Pedersen fortsat vil være direktør for salg og forretningsudvikling.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk