Malerfirma er endt i millionsag om betaling af skat
Malerfirmaet Topcoat er endt i tvist med skattemyndigheder om manglende skatteindbetaling

Direktør og ejer af Topcoat, Tony Nordgaard Olesen, har fået Skattestyrelsens opmærksomhed i forbindelse med leje af udenlandsk arbejdskraft. Arkivfoto: Peter Broen
SKAGEN:Malerfirmaet Topcoat er involveret i en større sag med skattemyndighederne.
Det kan ende med et krav fra Skattestyrelsen på mellem fire og fem millioner kroner.
Det vurderer ledelsen selv i sit årsregnskab for 2021.
Topcoats direktør og medejer Tony Nordgaard Olesen har ikke ønsket at udtale sig om den igangværende sag.
Men af regnskabet fremgår det, at sagen drejer sig om leje af udenlandsk arbejdskraft.
Der er allerede i 2021 betalt 2,3 millioner kroner i regulering af skat vedrørende tidligere år.
Sagen er opstået, fordi indkomsten for 2018 til 2020 er forhøjet. I den forbindelse har Skattestyrelsen begyndt en gennemgang af Topcoats indberetninger af skat vedrørende leje af udenlandsk arbejdskraft - og manglende skatteindbetalinger.
Stort millionunderskud
Sagen har allerede fået stor betydning for Topcoat.
Regnskabet for 2021 er endt negativt med et underskud på 3,2 millioner kroner. Det skal ses i lyset af et overskud på 3,2 millioner kroner i 2020-regnskabet.
Dermed er der også sket et drastisk indhug i egenkapitalen. Og der kan blive gjort et endnu større indhug som følge af den igangværende skattesag.
- Selskabet har ikke modtaget en afgørelse fra Skattestyrelsen på gennemgangen af arbejdsudlejeskatten, men selskabets ledelse forventer, at der vil blive anlagt et krav mod selskabet vedrørende manglende skattebetaling, som ledelsen forventer udgør mellem 4 og 5 mio. kr., skriver ledelsen i regnskabet.
Det beløb og kravet i det hele taget kan imidlertid ændre sig - i begge retninger.
Store kunder
Topcoat blev grundlagt i 2003 og beskæftiger godt 20 medarbejdere. Virksomheden har specialiseret sig i forskellige typer af overfladebehandlinger, hvad end det er til vindmøller, skibe og lystyachter eller sandblæsning af huse.
Blandt kunderne finder man blandt andet Vestas, Siemens, Karstensens Skibsværft og FF Skagen.
Udover direktør Tony Nordgaard Olesen er Topcoat ejet af Frank Peter Pedersen, der også fungerer som formand.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.