Malou Aamund stopper som direktør for Google Danmark
Den 52-årige Malou Aamund vil fremover fokusere på bestyrelsesarbejde.
Malou Aamund stopper som direktør for Google Danmark, som hun har været i spidsen for de seneste seks år.
Det oplyser Google i en pressemeddelelse.
52-årige Malou Aamund vil for fremtiden i fokusere på bestyrelsesarbejde.
- Min tid i Google har været den bedste periode i min karriere, og det er ikke nemt at forlade så vigtigt et job.
- Men nu er tidspunktet det ideelle for mig til at starte en fuldtids bestyrelseskarriere, og jeg har for nylig påtaget mig tre nye poster, siger hun i en pressemeddelelse.
Hun sidder i dag i bestyrelserne i en række store virksomheder.
Det gælder transport- og logistikselskabet DSV og høreapparatkoncernen WS Audiology, som tidligere var kendt under navnet Widex.
Desuden er hun i bestyrelsen i Kirkbi og Lego Fonden, der ejer Lego. Derudover er hun bestyrelsesformand for den tyske softwarevirksomhed Thinkproject.
Malou Aamund, der er datter af den kendte erhvervsmand Asger Aamund, har tidligere i sin karriere i en årrække arbejdet hos IBM og Microsoft.
Hun har desuden tidligere været aktiv i dansk politik. I 2007 blev hun valgt til Folketinget for Ny Alliance, der senere skiftede navn til Liberal Alliance.
I 2008 forlod hun partiet og blev i stedet en del af Venstre. Hun valgte at stoppe i dansk politik i 2011, da hun fik job hos Microsoft.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.