Erhverv

Manden for bordenden siger farvel: - Det er det rette tidspunkt at trække mig

Hirtshals Havn skal have ny formand

Anker Laden-Andersen stopper som formand for Hirtshals Havn.
Anker Laden-Andersen stopper som formand for Hirtshals Havn. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Efter næsten 14 år som bestyrelsesformand for Hirtshals Havn har Anker Laden-Andersen tirsdag morgen meddelt, at han har valgt at trække sig med virkning fra 31. marts 2024.

Anker Laden-Andersen har været formand siden 2010 - og før det var han alment medlem af Hirtshals Havn bestyrelse siden 2001. Han har derfor bidraget til og været en del af den store udvikling, som Hirtshals Havn har gennemgået - især gennem det seneste årti.

- På et eller andet tidspunkt skal der ske en udskiftning i havnens formandskab. Jeg mener, at det er det rette tidspunkt at trække mig som formand. Hirtshals Havn har en stærk økonomi og et stabilt forretningsgrundlag. Det giver havnens bestyrelse god tid til at finde min afløser, som får mulighed for at deltage i arbejdet i den resterende del af valgperioden. Efter næsten 14 år på posten ønsker jeg at få lidt mere plads i kalenderen og prioritere mine mange andre opgaver fremover, forklarer Anker Laden-Andersen.

Der skal findes en ny formand for Hirtshals Havn - ved udgangen af marts 2024 siger Anker Laden-Andersen stop. Arkivfoto: Torben Hansen

Fin udvikling på havnen

Den afgående bestyrelsesformand forlader en havn, hvor den fremtidige kurs på mange områder er udstukket - blandt andet i form af Hirtshals Havns forestående havneudvidelse.

- Når jeg skal se tilbage, så er jeg nok allermest stolt af, at det er lykkedes os at få samlet rederierne om at få skabt en god forbindelse fra Hirtshals til Norge. Vi har skabt en bro mellem Norge og Europa, og det er på mange måder fundamentet for mange af de erhvervsmæssige aktiviteter, der i dag er knyttet til Hirtshals Havn. Det hele fungerer i en form for symbiose, siger Anker-Laden Andersen.

Dertil kommer, at havnens ambitioner om at blive en central spiller inden for den grønne omstilling er godt på vej til at blive realiseret. Så sent som mandag meddelte "Fonden for Retfærdig Omstilling" nemlig, at Greenport Scandinavia tildeles 109 millioner kroner til udviklingen af Hirtshals Havn som et grønt europæisk knudepunkt for fangst, transport, lagring og udnyttelse af CO2. Netop det projekt er i høj grad blevet en realitet grundet udviklingsselskabet Greenport North.

Rosende ord fra borgmester

I en pressemeddelelse anerkender borgmesteren i Hjørring Kommune, Søren Smalbro, den afgående formand for hans indsats for Hirtshals Havn:

- Anker Laden-Andersen har været en drivende kraft bag havnens udvikling de sidste 14 år. Udviklingen af nye forretningsområder har løftet havnens udvikling og erhvervsudviklingen i hele området. Hirtshals Havn er nu i gang med et stærkt udviklingsspor i den grønne omstilling, hvor udbygningen af den kommunalt ejede havn danner afsæt for et grønt erhvervseventyr, siger Søren Smalbro og fortsætter:

- Hirtshals Havn og Hjørring Kommune skylder Anker en stor tak for hans store indsats og de nye grønne vækstmuligheder, som vi har foran os.

Arbejdet med at finde en ny bestyrelsesformand for havnen vil nu blive igangsat.

Om Hirtshals Havn
  • Siden 2009 er der lavet anlægsinvesteringer for kr. 358 mio. i Hirtshals Havn - heraf er kr. 183 mio. egenfinansieret. Samtidig er havnens gæld reduceret med ca. kr. 24 mio.

  • Bestyrelsen har besluttet at udvide Hirtshals Havn for at forberede indsejlingsforholdene markant og optimere havnens faciliteter. Udvidelsen forventes at være færdig i 2027.

  • I 2022 passerede 144.000 lastbiler, 780.000 personbiler, 2.369.000 passagerer, 1,95 mio. tons gods og landinger til en værdi af kr. 417 mio. Hirtshals havn.
  • For at styrke positionen som logistisk omdrejningspunkt i Skandinavien udvidede Hirtshals Havn i 2009 sine aktiviteter ved sammen med private investorer at gå ind i etableringen af Hirtshals Transportcenter.
  • I 2019 blev landets første tilskudsfrie vindmøller opsat på Hirtshals Havn.

  • I 2023 er Danmarks største ladestation til eldrevne lastbiler åbnet i Hirtshals og indenfor få måneder forventes de første havnenære LNG-tankanlæg til lastbiler åbnet.

  • Hirtshals Havn er i dag et logistisk omdrejningspunkt og er blevet en af Danmarks største færgehavne. Fra Hirtshals Havn er der etableret ruter til Vest- og Sydnorge, Færøerne og Island - og havnen er desuden en del af EU’s prioriterede transportnetværk TEN-T.
  • Hirtshals Havn har en ambition om at blive den grønneste trafikhavn i Europa på gods, transport og logistikløsninger. Dette er sket ved etablering af udviklingsselskabet Greenport North P/S.
  • Fonden for Retfærdig Omstilling har netop meddelt, at EU-fonden vil støtte de ambitiøse planer om at gøre Hirtshals Havn til Nordeuropas største knudepunkt for lagring og udskibning af CO2 til tomme olie- og gasfelter i Nordsøen med 109 millioner kroner. Midlerne betyder, at lagring og udskibning af CO2 kan begynde allerede fra 2025 eller 2026. 
  • Hirtshals Havn har fortsat fokus på fiskeriet. Der er foretaget betydelige investeringer i styrkelse af havnens tilgængelighed indenfor fiskeriområdet.
  • I 2020 styrkede Hirtshals Havn sin position som et betydende laksehub ved indgåelse af en besejlingsaftale med Havlines laksebåd Norwegian Gannet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden