Erhverv

Mangeårig topdirektør afskediget

Virksomheden er ikke længere den samme, som den var for få år siden. Det koster nu en af de øverste chefer jobbet

Han blev en del af Bladt Industries i 2001. Nu er det slut.
Han blev en del af Bladt Industries i 2001. Nu er det slut. Arkivfoto: Lars Pauli.

AALBORG: Den 54-årige Peter Rindebæk, mangeårig topdirektør hos stålvirksomheden Bladt Industries, er blevet afskediget fra virksomheden. 

Det sker ifølge Bladt Industries "i mindelighed".

Adm. direktør for Bladt Industries Anders Søe-Jensen forklarer over for branchemediet Jern & Maskinindustrien afskedigelsen sådan her:

- Bladt er ikke længere den samme virksomhed, som den var for bare tre år siden. Der er sket meget, og der kommer til at ske endnu mere, hvis vi skal indfri ambitionerne om at fastholde og endda udvide vores position i det hurtigt voksende globale marked for havvindmøller. Når den slags forandringer sker, er det ganske naturligt, at der er brug for nye og friske kræfter, hvilket også har været tilfældet her, og derfor har Peter Rindebæk forladt Bladt, siger han.

Peter Rindebæk har ikke ønsket at udtale sig om afskedigelsen.

Med i ejerkredsen

Peter Rindebæk er uddannet ingeniør. Han begyndte i Bladt Industries i 2001, hvor han efter nogle år blev forfremmet til teknisk direktør og senere til administrerende direktør for virksomheden.

Fra 2007 trådte han ind i ejerkredsen sammen med tre andre fra ledelsen. De solgte i 2012 virksomheden til kapitalfonden Nordic Capital, som stadig ejer Bladt Industries i dag.

Peter Rindebæk. Foto: Kim Dahl-Hansen

I 2014 skiftede Peter Rindebæk stilling fra adm. direktør til driftsdirektør, COO, og den stilling har han beklædt indtil nu, hvor hans og virksomhedens veje skilles.

Peter Rindebæk trives ude, hvor produktionen foregår, uanset om det gælder ved hovedsædet i Aalborg eller på Lindø, hvor Bladt Industries er ved at opbygge en stor produktion.

Omsætningen vokset kraftigt

Bladt Industries har i Peter Rindebæks tid udviklet sig fra at producere store stålkonstruktioner til olie- og gasindustrien til udelukkende at koncentrere sig om stålkonstruktioner til vindmølleindustrien. 

Omsætningen er vokset kraftigt, og medarbejderstaben er i dag på omkring 600 ansatte.

Bladt Industries fremstiller blandt andet monopæle og transformerstationer til offshore vindmølleparker. Gennem årene har Bladt leveret 3100 monopæle og mere end 20 transformerstationer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden