Mangel på avisbude: Frivillige på vej med morgennyheder

Der er så stor mangel på avisbude, at der nu tænkes utraditionelt for at få bragt morgennyhederne ud i hele landsdelen

Der er akut mangel på avisbude, så nu går Nordjyske Stiftstidende utraditionelle veje.

Der er akut mangel på avisbude, så nu går Nordjyske Stiftstidende utraditionelle veje.

NORDJYLLAND:Det kan være, at det er én du kender fra din lokale forening, der i de kommende måneder bringer morgennyhederne ud til netop dig.

Hvis du altså er en af de mange avisabonnenter, der plejer at få avisen bragt om morgenen.

Der er nemlig så stor mangel på bude, at det nu får Det Nordjyske Mediehus til at gå utraditionelle veje. For avisen SKAL ud.

Foreninger får nemlig landsdelen over et tilbud om at byde ind på en eller flere ruter - til fordel for foreningen.

Lidt ligesom når foreninger tjener penge på festivaler og har andre små-jobs for kultur- og erhvervslivet. Penge der går i klubkassen til rejser, arrangementer og andre oplevelser.

Kundedirektør Steen Bjørnbæk Steffensen ser det derfor også som en god idé for begge parter.

- Der er jo mange foreninger, der ikke har så langt til bunden i klubkassen, fordi meget er blevet aflyst, så de har ikke tjent de penge, de plejer. Mange klubber tjener jo penge til deres klubliv, arrangementer og ture - og vi mangler bude - så kan vi hjælpe hinanden ved, at de omdeler for os - er det jo godt for begge parter, siger Steen Bjørnbæk Steffensen.

Det Nordjyske Mediehus tilbyder nu alle frivillige i foreninger at gå med avisen - til fordel for foreningslivet. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Det Nordjyske Mediehus tilbyder nu alle frivillige i foreninger at gå med avisen - til fordel for foreningslivet. Foto: Lars Pauli

Det er morgenruterne for avisen Nordjyske Stiftstidende, der er tale om.

Det vil sige, artiklen her, er om os selv. Og om den mangel der generelt er på arbejdskraft, når det gælder ufaglærte jobs som i budbranchen, i rengørings - og restaurationsbranchen eksempelvis.

En af årsagerne til manglen på arbejdskraft er højkonjunktur, coronasituationen med færre udlændinge og en konkurrencesituation, der ikke er til at matche i forhold til poderjobs.

Men nu får foreninger og klubber - store som små - altså et tilbud om morgenruter - og lønnen er den samme som andre bude får på overenskomst med 3F.

- Forskellen er jo bare, at her går man med avisen til fordel for klubkassen, siger Steen Bjørnbæk Steffensen.

Og hvis man går og tøver med det, så tøv ikke for længe. For det haster lidt.

- Det er især de næste 14 dage, det for alvor brænder på for os, siger han og forklarer, at dels er der ferie og sygdom dels er der bude, der er slidte efter at have taget deres ekstra tørn over længere tid.

Alle kan gå med aviser - dog skal man være fyldt 18 år.

- Foreninger skal blot fortælle os, hvor mange de kan stille med og hvilke dage. Så sørger vi for at planlægge, siger han.

Hver enkelt får også en oplæring i, hvad det vil sige - og det er ikke en svær opgave, lyder det fra avisen.

- Vores tilbud til foreningerne er i første omgang for de kommende fire uger - 52, 1, 2 og 3. Derefter ser vi på, om ikke vi skal fortsætte, siger Steen Bjørnbæk Steffensen.

Det Nordjyske Mediehus kommer i øvrigt også med tilbuddet i store avisreklamer i disse dage.

- Vi har brug for arbejdskraften, og vi håber også, at foreningerne vil være med, siger Steen Bjørnbæk Steffensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.