Mangemillionær gjorde ferieby verdenskendt - men var det pengene værd?

- Når jeg først har sat mig noget for, har jeg det med ikke at kunne stoppe igen, siger mangemillionæren John Andersen, der i år vil "tage en slapper"

John Andersen har investeret kraftigt i Blokhusområdet gennem det seneste årti. Sidste år kunne han nyde, hvordan verdens største sandslot trak folk til fra nær og fjern.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

John Andersen har investeret kraftigt i Blokhusområdet gennem det seneste årti. Sidste år kunne han nyde, hvordan verdens største sandslot trak folk til fra nær og fjern.  Foto: Bo Lehm

BLOKHUS:Mangemillionæren og lokalpatrioten John Andersen traf en dyr og risikabel beslutning, da han sidste år besluttede sig for, at Skulpturparken Blokhus skulle være hjemsted for verdens største sandslot. 

Investeringen skulle sætte Blokhus på verdenskortet. 

Den idé blev hurtigt til virkelighed, og det gav helt efter planen genlyd i både ind- og udland. John Andersen mener i dag, at sandslottet var alle pengene værd. 

- Det har været guld værd for os og området som helhed, siger John Andersen. 

Det har han isoleret set ret i, da virksomheden bag skulpturparken endte med et rekord overskud på to millioner kroner. Det er det første overskud siden 2018. 

Det var ellers et dystert år, som turistattraktionen så ind i. Antallet af kunder var kraftigt reduceret efter pandemien, og derfor skulle der gøres noget markant. Trækplastret blev det 21 meter høje sandslot. 

- Vi har været drønheldige med beslutningen, siger John Andersen.

- Vi har det seneste år løftet vores besøgstal og omsætning gevaldigt. I 2019 og 2020 leverede vi underskud, men de årsresultater bar præg af omlægninger og investeringer, forklarer John Andersen.

Tager en slapper

Det er efterhånden 10 år siden, John Andersen slog dørene op til Blokhus Skulpturpark. 

Turistattraktionen er blot en af mange investeringer, som han har foretaget i Blokhus siden 2011. Her blev han i en byttehandel ejer af en række ejendomme i området, og siden har investeringerne grebet om sig. 

- Når jeg først har sat mig noget for, har jeg det med ikke at kunne stoppe igen, siger John Andersen. 

Måske det også var tankemønstret bag idéen om at opføre verdens største sandslot.

Uanset hvad så er virakken omkring sandslottet ved at have lagt sig, og derfor kunne man spekulere i, om Blokhus Skulpturpark ville forsøge sig med et andet projekt, der kunne give genklang verden over. 

Det ser ejeren ingen grund til, da interessen for turistattraktionen fortsat er på et højt niveau. Han fortæller, at turistattraktionen efterhånden har fået fast plads i gæsternes bevidsthed. 

- I år tager vi en slapper. Vi forsøger at køre på som normalt og har ikke de store nyheder, selvom vi hele tiden arbejder på at udvikle på de ting, der kan skabe vækst, siger John Andersen. 

- Vi er rimelig fortrøstningsfulde, og indtil videre er dette år på niveau med det foregående, og derfor forventer vi at lande på samme niveau i indtjening. 

Udover at være en skulpturpark er Kulturhuset & Skulpturparken Blokhus A/S også arrangør af fester og selskaber samt indehaver af en kunstbutik og webshop. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.