Maskinfabrik må sende kunderne til Østeuropa
Overskuddet lever ikke op til forventningerne, men ledelsen er alligevel tilfreds
THISTED: På de indre linjer går det fint, for der er man lykkedes med at få identificeret og afviklet produkter, der tidligere har kostet på bundlinjen, men det hjælper ikke, når markedet så pludselig viser sig fra sin mindre gunstige side.
Det sidste er ifølge ledelsesberetningen i den nys offentliggjorte årsrapport fra Sjørring Maskinfabrik årsagen til, at virksomheden ikke fik indfriet sine forventninger til indtjeningen i 2019. Og det er samtidig årsagen til, at man alligevel erklærer sig tilfreds med det opnåede overskud på 5,3 millioner kroner, selvom det ikke syner af meget i forhold til omsætningen på over en kvart milliard kroner.
- Jeg kunne dag godt tænke mig, at vi var landet på budget. Men med den korte ordrehorisont vi arbejder med, er der ting, vi ikke kan nå at tilpasse os. Typisk kender jeg kun til 75 procent af det, vi skal fakturere på en måned, når vi går ind i måneden. Det er ultrakort, forklarer administrerende direktør Klaus Kalstrup.
Brexit, Trump og Corona
Som leverandør af maskindele - særligt skovle til entreprenørmaskiner i byggeriet og mineindustrien - til det internationale marked er man i Sjørring følsomme over for alle udsving i den globale økonomi. Og i 2019 måtte man konstatere, at både Brexit og Donald Trumps handelskrig med Kina slog igennem.
- Da vi kom til sommerferien gned jeg mig i hænderne, for da var vi begunstiget af stor aktivitet i markedet, men i fjerde kvartal bremsede alle de store producenter op, og lige nu oplever vi så udbruddet af corona-virus, som aktuelt betyder, at en af vores kunder ikke kan få leveret fra 100 kinesiske virksomheder til deres produktionslinjer. Det rammer naturligvis også os, bemærker Klaus Kalstrup.
Alligevel er det lykkedes at undgå afskedigelser, dels fordi man i et vist omfang benytter vikarer, dels fordi man forsøger at producere til lager, hvor det giver mening, og endelig har man benyttet den stille periode til at sende medarbejderne på kursus. Totalt har man i løbet af de seneste måneder haft medarbejdere på skolebænken i 12.000 timer.
Væk med urentable produkter
Set over længere tid har virksomheden på anden vis systematisk igennem flere år trimmet sig til en ny virkelighed, og efter et par stygge underskud i 2016 og 2017 er det lykkedes at få sorte tal på bundlinjen.
- Vi har i to-tre-fire år været i gang med at udfase produkter, vi ikke længere tjente penge på. Østeuropa bliver bedre og bedre til fremstilling af svejste standardprodukter, og da lønniveauet der er lavere, kan vi ikke konkurrere på prisen, så vi har luget ud i det rene underleverandørarbejde svarende til en årsomsætning på 60-80 millioner kroner, fortæller Klaus Kalstrup.
I den proces har man været nødt til at træde varsomt. For eksempel aftager Volvo som Sjørring Maskinfabriks største enkeltkunde en lang række produkter - men færre end tidligere.
- Vi leverede tidligere 50 varenumre til Volvo, og så siger man ikke bare lige pludselig, at nu vil man ikke levere en motorramme fra på mandag eller for den sags skyld om et halvt år. Vi vil jo gerne have dem i butikken til vores øvrige produkter, så konkret har vi hjulpet ikke bare Volvo, men også andre kunder, med at finde nye leverandører af de produkter, som vi ikke længere selv ønskede at producere, fortæller Klaus Kalstrup.
Nye storkunder
Derfor er det først nu, man er nået i mål med at få afviklet den urentable del af produktionen. Samtidig har man indgået kontrakter med nogle af verdens største producenter i maskinbranchen, sydkoreanske Doosan og japanske Hitachi, og forventningen er, at man i de kommende år kan afsætte endnu mere til dem og andre eksisterende kunder.
På den baggrund forventer direktøren også, at man kan øge eller i det mindste fastholde aktiviteten på niveau med 2019 og dermed bevare antallet af medarbejdere, efter at man har skåret lidt ned i de foregående år.
- Hvis Corona da ikke udvikler sig værre end forventet, og vi undgår at blive ramt af noget andet, som vi ikke kan forudse nu, siger Klaus Kalstrup med et skævt smil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.