Erhverv

Historisk arbejdsplads skifter navn: Blev solgt i dyb hemmelighed

1400 ansatte fik henover natten ny chef. Nu skal de også vænne sig til et nyt navn

Den historiske arbejdsplads med 1400 medarbejdere skal have skiftet facadeskiltene 1. april. 
Den historiske arbejdsplads med 1400 medarbejdere skal have skiftet facadeskiltene 1. april.  Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 06:20

AALBORG: En mail gav i sommer 1400 ansatte en brat start på dagen.

Mailen indeholdt en video af deres nye øverste chef, som fortalte, at deres arbejdsplads var blevet solgt til en stor konkurrent fra Schweiz.

Aalborg-virksomheden Cembrit var over natten blevet overtaget af konkurrenten Swisspearl.

Cembrit-koncernen, der er en af de største europæiske producenter af tag- og facematerialer i fibercement, havde i forvejen en milliardomsætning og kontorer i en række lande.

Den daværende koncerndirektør, Jørn Mørkeberg, vidste dengang ikke, hvilke konsekvenser overtagelsen ville få.

Det skyldtes, at store dele af forhandlingerne havde været hemmeligholdt. Kun advokater og rådgivere havde kendskab til forhandlingerne, og derfor var han - ligesom medarbejderne - uforberedt på opkøbet.

Kort efter stoppede Jørn Mørkeberg i koncernen, og nu meddeler virksomheden om en ny konsekvens.

Samler alle aktiviteter 

For Cembrit skifter 1. april navn til Swisspearl.

To historiske arbejdspladser 
  • Cembrits aktiviteter strækker sig tilbage til 1927, hvor virksomheden under navnet Dansk Eternit startede produktionen af byggematerialer i Aalborg. 
  • Siden har virksomheden markeret sig som en markant leverandør af byggematerialer i fibercement til hele Europa med særlig stærk forankring i de nordiske markeder.
  • Swisspearls historie går tilbage til slutningen af det 19. århundrede, hvor den familieejede, schweiziske virksomhed blev grundlagt og siden er vokset til en markant leverandør i Europa.
  • Den konsoliderede Swisspearl-koncern har omkring 2400 medarbejdere i mere end 20 lande samt fabrikker i Schweiz, Østrig, Slovenien, Ungarn, Polen, Tjekkiet og Finland.
  • Swisspearl er en af Europas førende producenter af byggematerialer i fibercement.
  • Swisspearl bevarer kontoret på Gasværksvej i Aalborg, hvor medarbejderstaben forbliver uændret.
  • Swisspearls hovedkontor ligger i Niederurnen,
Kilde: Swisspearl

Årsagen er, at Swisspearl-koncernen med et nyt samlet brand forventer at kunne forløse synergier og skabe mere værdi på tværs af særligt de europæiske markeder, forklarer markedsdirektør for Swisspearl Danmark A/S, Karsten Østergaard Larsen, i en pressemeddelelse. 

- Vores medarbejderstab og høje serviceniveau forbliver den samme, ligesom vores fokus på bæredygtighed stadig skal definere måden, vi driver vores forretning på. Under det nye navn styrker vi nu Swisspearl-brandet og løfter forretningen til et nyt niveau, siger han. 

Selvom navnet skiftes, lægger den schweiziske koncern vægt på at videreføre Cembrits tradition og historie.  

- Med administrativt hovedsæde og tidligere produktion i Aalborg har Cembrit været en væsentlig del af dansk og europæisk byggekultur gennem årtier, hvor både arkitekter, bygherrer og private er blevet inspireret af vores materialer. Det er derfor vigtigt, at vores værdier bevares, og at vores rødder ikke glemmes, siger Karsten Østergaard Larsen. 

Tidligere bestod Swisspearl-koncernen af Cembrit, Eternit og Swisspearl, men nu samles alle tre brands under samme navn. Koncernen har omtrent 2400 ansatte fordelt på mere end 20 lande. 

Cembrit A/S - tidligere Dansk Eternitfabrik - havde i perioden 2016-2019 et samlet underskud efter skat på i alt 400 millioner kroner. Siden blev der gennemført en stor turnaround, som betyder, at bundlinjen nu to år i træk har været i plus.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden