Bavarian får stort underskud men venter på abekoppeindtjening
Bavarians koppevaccine står noteret for en omsætning på 117 millioner kroner i andet kvartal, viser regnskab.
Opdateret kl. 11:38
Salget af en koppevaccine har i år medført seks opjusteringer for det danske medicinalselskabet Bavarian.
Det er dog ikke noget, der nødvendigvis kan spores i halvårsregnskabet, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.
Her har selskabet indkasseret et samlet underskud for de første seks måneder på 509 millioner kroner.
Omsætningen lander på 857 millioner kroner for perioden.
Alene koppevaccinen, der bruges mod udbruddet af abekopper, står i løbet af de første seks måneder noteret for en omsætning på 117 millioner.
Man arbejder dog i øjeblikket med et forventet underskud.
Det skyldes, at størstedelen af indtægterne fra vaccinen først bliver indtægtsført i anden halvdel af året. I den periode forventer selskabet et betydeligt løft i omsætningen.
Det danske medicinalselskab tjener særligt sine penge på at udvikle vacciner og andre lægemidler.
Derfor er der ikke nødvendigvis nogen fast rytme i, hvornår Bavarian Nordic tjener sine penge. Det kan komme i klumper, når et eller flere projekter lykkes.
Bavarian har forberedt sig på at kunne sikre den fremtidige leverance af abekopper, siger topchef Paul Chaplin i regnskabet.
- Vi har måttet mobilisere hele vores organisation for at tilsikre, at vores indsats koncentreres bedst muligt for at fremstille og levere vacciner til at hjælpe regeringer over hele verden med at bekæmpe et hidtil uset udbrud af abekopper.
- Vi gør alt, hvad vi kan, for at imødekomme den umiddelbare efterspørgsel efter vores abekoppevaccine og arbejder ihærdigt videre på at udvide vores produktionskapacitet via yderligere opskalering og partnerskaber, siger han i en kommentar til regnskabet.
Kort efter regnskabet har det danske selskab i den forbindelse annonceret en aftale med Den Pan-Amerikanske Sundhedsorganisation (Paho).
Aftalen skal sikre abekoppevacciner til landene i Latinamerika og Caribien. Det indebærer lande som Brasilien, Mexico, Costa Rica og Cuba.
I andet kvartal alene er det Bavarians rabies-vaccine kaldet Rabipur/RabAvert, der står for den største del af omsætningen. Vaccinen har omsat for 234 millioner kroner i perioden.
Selskabet fastholder sine nuværende forventninger til omsætningen for hele året. De lyder på mellem 2,7 og 2,9 milliarder kroner.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.