Medie: Aktiehandlers fejl stor bag massive fald mandag

Citigroup siger til medie, at det var en af bankens handlere, som udløste mandagens store fald i Norden.

Det var en handler fra amerikanske Citigroups kontor i London, der mandag formiddag forårsagede store fald på en række europæiske børser.

Det fortæller banken selv ifølge det finansielle nyhedsbureau Bloomberg News.

Faldene ramte også børsen i København, hvor det ledende C25-indeks kortvarigt omkring klokken 10 faldt med lidt over otte procent.

- Her til morgen begik en af vores handlere en fejl i forbindelse med en transaktion. Inden for få minutter identificerede vi fejlen og rettede den, lyder det ifølge nyhedsbureauet fra banken.

Citigroup er nu gået i dialog med børsudbydere og myndigheder omkring hændelsen. Det skriver Bloomberg News med henvisning til en anonym kilde.

Det, der udløste det pludselige og massive fald, som også ramte blandt andet børsen i Stockholm, blev allerede mandag identificeret som udløst af en enkelt handlers fejlplacerede salgsordre.

Salgsordren kan have sat skub i en stor dominoeffekt, der har ført til yderligere salg. Mange handler på aktiemarkedet er nemlig automatiserede og sker, når en aktie når et bestemt niveau.

Mandag skrev Nasdaq Copenhagen, der står bag at drive børsen i København, følgende i en meddelelse:

- I løbet af morgenen 2. maj så Nasdaq et pludseligt fald i ledende indeks i Stockholm, Helsinki og København såvel som på andre børser i Europa.

- Årsagen var et salg foretaget af en markedsdeltager, lød det i meddelelsen.

Nasdaq oplyste også mandag, at handlerne under det store kursfald ikke vil blive annulleret.

Det danske C25-indeks, der består af de største og mest handlede aktier i Danmark, rettede sig mandag efter formiddagens fald. Indekset sluttede dog stadig dagen med et fald, da det lukkede to procent lavere.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.