DR nedlægger omkring 90 stillinger
DR-medarbejdere har fået at vide, at omkring 90 stillinger nedlægges, og at 60-70 medarbejdere afskediges.

DR vil nedlægge 90 stillinger, fordi DR i fremtiden vil bruge flere penge på digitale designere, kodere og it-udviklere frem for ansatte i DR Nyheder og DR Børn, Kultur og Unge, skriver Journalisten. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix
Medarbejderne i to DR-afdelinger har tirsdag fået at vide, at der nedlægges omkring 90 stillinger i deres afdelinger.
Ifølge DR skyldes det, at der skal frigøres penge til digital udvikling, samtidig med at der skal ansættes nye folk med de nødvendige kompetencer for at gennemføre den digitale omstilling.
I alt skal der afskediges mellem 60 og 70 medarbejdere. 40-45 af dem arbejder i afdelingen Kultur, Børn og Unge, der blandt andet står for radiostationen P3, kultur- og debatstoffet på radiostationen P1 samt programmerne "Detektor" og "Debatten".
Hos DR Nyheder skal der nedlægges 49 stillinger, men kun 20-25 vil blive afskediget. Der er blandt andet en række ubesatte stillinger, der falder bort, og samtidig vil nogle medarbejdere blive omplaceret.
Meddelelsen om afskedigelserne blev ifølge fagbladet Journalisten leveret på et stormøde i hver afdeling. Stormøderne blev indkaldt for at fortælle om "aktuelle udfordringer ved den digitale omstilling".
DR vil bruge færre penge på det, der i DR-sprog hedder indholds- og programproduktion.
Til gengæld skal der bruges flere penge på DR Lyd og DR TV, og samtidig skal DR bruge flere digitale designere, flere kodere og it-udviklere.
I oktober sidste år præsenterede DR en plan, der skulle gøre mediehuset til en "fuldt ud digital public service-institution".
Dengang afviste generaldirektør Maria Rørbye Rønn, at der var tale om en spareplan:
- Det her er ikke en spareplan. Det er en udviklingsplan, sagde hun dengang.
Hun sagde i samme forbindelse, at den nye strategi ikke ville føre fyringer med sig.
I dag siger hun til dr.dk om baggrunden for at nedlægge de mange stillinger:
- Vi skal sikre, at flest mulig både opdager, ser og hører det gode indhold, vi laver hver dag, og det kræver investeringer.
Medarbejdere, der skal afskediges eller omplaceres, får besked tirsdag 6. september.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.