Medie: Eksterne investorer har kig på SAS
Ifølge Dagens Industri er der interesse fra en ikke-svensk investorkreds i luftfartsselskabet SAS.

SAS' topchef, Anko van der Werff, står over for store udfordringer med at skære i omkostningerne og rejse ny kapital for at sikre selskabets overlevelse. Det kan betyde, at man tager nye investorer med på holdet (Arkivfoto). Tt News Agency/Reuters
Luftfartsselskabet SAS lancerede i februar en plan, der skal sikre selskabets beståen på lang sigt.
Og ifølge svenske Dagens Industri kan en kapitalindsprøjtning fra et konsortium af nye investorer være på vej.
Erhvervsavisen mener at vide, at konsortiet har hyret rådgivere, der forhandler med de nuværende storaktionærer, herunder den danske stat.
Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, har SAS brug for ekstern kapital for at overleve.
- SAS er i en situation, hvor man skal ud at rejse omkring syv milliarder danske kroner, og derfor er man selvfølgelig ude at tale med mulige investorer, vurderer han.
Selskabet skal dog formentlig have overvundet udfordringerne med blandt andet for høje personaleomkostninger, før det bliver et attraktivt investeringsobjekt.
Og så må både den danske og svenske stat være indforstået med at afgive indflydelse, hvis man vil have et større konsortium med ombord, mener Jacob Pedersen.
- Hvis der findes en investorgruppe derude, som har lyst til at gå ind i luftfartsbranchen, så kræver det formentlig, at man får betydende indflydelse.
- Og det kan give uro, hvis eksempelvis de nye medejere ikke nødvendigvis ser Københavns Lufthavn som det ideelle omdrejningspunkt for selskabet, siger aktieanalysechefen.
SAS' seneste årsregnskab viste et underskud på 4,5 milliarder danske kroner.
Siden har selskabet iværksat SAS Forward-planen, der skal sikre selskabets levedygtighed på længere sigt.
Det handler blandt andet om at tilpasse flåden og personaleomkostningerne til markedsrealiteterne.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.