Medie: Nissan vil skære yderligere 10.000 stillinger
Nedskrivninger ser ud til at føre til et milliardunderskud for bilproducenten Nissan i seneste regnskabsår.
Opdateret kl. 13:07
Den kriseramte bilkoncern Nissan er i gang med at skære ind til benet og har nu planer om at nedlægge yderligere 10.000 stillinger.
Det beretter Japans statslige radio- og tv-selskab, NHK, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Sker det, vil det være cirka en fordobling af selskabets hidtidige planer om at sige farvel til 9000 ansatte, og det vil sammenlagt udgøre 15 procent af selskabets arbejdsstyrke.
Det står ikke klart, hvor oplysningen stammer fra. Nissan ønsker ikke at forholde sig til meldingen.
Det japanske selskab er i økonomiske problemer og har for nyligt meddelt, at det regner med et underskud på op mod 750 milliarder yen i sit skæve regnskabsår, der sluttede i marts.
Underskuddet, der svarer til 34 milliarder kroner, vil blandt andet være et resultat af nedskrivninger. De endelige resultater fremlægges efter planen tirsdag.
Reuters skriver, at Nissan er udfordret af fremadstormende kinesiske konkurrenter, mens det amerikanske marked har skuffet.
I slutningen af sidste år kom det frem, at selskabet var begyndt at forhandle om en fusion med sin japanske konkurrent Honda. Det blev set som en potentiel redningskrans.
Intentionen om at gå sammen blev af branchen set som et forsøg fra Honda og Nissan på at få et bedre fodfæste på markedet for elbiler, hvor især amerikanske Tesla og kinesiske virksomheder står stærkt.
Ifølge japanske medier gik forhandlingerne i hårdknude, da Honda pludselig foreslog at gøre Nissan til et datterselskab.
Det faldt ikke i god jord hos Nissan, har flere medier siden beskrevet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.