Medie: Nørresundby-firma sat til salg - ejerne kan score kæmpe beløb
Ifølge Børsen tyder meget på, at handlen kan være på plads inden sommer
En spektakulær virksomhedshandel på den gode side af en halv milliard kan være under opsejling i Nordjylland.
Bag et sikkert gitterhegn i Nørresundby producerer MyDefence droneforsvar, der opdager og ødelægger signalet på droner, så de bliver stillestående og kan skydes ned.
Det har de gjort i mere end ti år. Men særligt de seneste to år er indtjeningen eksploderet.
Sidste år tredoblede selskabet sit overskud, der landede på 58 millioner kroner.
En udvikling som ejerne altså tilsyneladende ønsker at udnytte nu.
Ifølge Børsens beregninger kan værdisætningen af MyDefence meget vel ende på omkring 750 millioner kroner.
Og handlen kan være en realitet allerede inden sommer.
Ejere scorer jackpot
Dermed står MyDefence' direktør Dan Hermansen, der ejer 11 procent af virksomheden, til at blive mangemillionær.
Det samme gælder selskabets to øvrige stifere Christian Steinø og Karsten Madsen, der er minoritetsejere.
Resten af dronebekæmper-selskabet ejes af et nordjysk investeringsselskab, Nordjysk Invest 1 ApS, samt det israelske selskab Skylock Systems Ltd, der købte sig ind i 2020 og siden udvidede sin ejerandel betydeligt, så de i dag er hovedaktinærer.
Direktør Dan Hermansen er ikke vendt tilbage på Nordjyskes henvendelser. Han afviser overfor Børsen at kommentere på, om virksomheden er sat til salg.
Udstyr til Israel
De første år levede MyDefence en stille tilværelse som udviklingsvirksomhed. Imens satsede de på, at fremtidens krigsførelse blev ført med droner som våben.
De fik ret.
Med krigen i Ukraine - som mange kalder den første dronekrig i historien - har MyDefence indirekte profiteret stort, mens de nationale forsvarsbudgetter i Nato stiger.
Dan Hermansen har tidligere fortalt til Nordjyske, at MyDefence har sendt flere hundrede systemer afsted til den ukrainske frontlinje.
- IDF (det israelske militær red.) havde et akut behov efter angrebet, hvor de ringede og spurgte, hvor meget vi havde, og hvor meget vi kunne levere nu og her. Så måtte vi jo se, hvad vi kunne gøre, sagde Dan Hermansen i januar til de to medier.
I samme interview fortalte han, at han forventede, at salget til Israel ville MyDefence betyde en "ekstraordinært stor omsætning" i 2023.
MyDefence oplyser ikke sin omsætning, men skriver i sit netop offentliggjorte regnskab, at man i år forventer "endnu en stigning i både omsætning og resultat" som følge af "et stigende antal konflikter og angreb på demokratier rundt om i verden".
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.