Ordene i denne artikel er fortalt af Mie Storm til journalist Karen Haaning.

Dén dag skete der noget indeni mig.

Han græd og rakte ud efter mig. Men jeg vendte mig om og kørte på arbejde. Det bildte jeg mig selv ind, at jeg blev nødt til.

Når jeg afleverede ham, kunne jeg ofte mærke, at han ikke ville væk fra min favn. Nogle gange lykkedes det mig at aflede ham, så han ikke opdagede, at jeg gik. ”Prøv at gå med ud og kigge på koen på marken,” kunne jeg finde på at sige til ham.

Men dén dag virkede det ikke. Han var utrøstelig.

Man kan ikke lade være med at tage på arbejde, fordi ens barn græder. Det er jo hverdagskost, tænkte jeg. Omvendt kunne jeg ikke få det til at give mening, at jeg skulle forlade ham, når han var ked af det. I alle andre situationer kunne jeg aldrig finde på det.

Dén dag vendte jeg bilen og kørte tilbage igen. Jeg ringede til min chef og sagde ordene, som siden har ændret mit arbejdsliv og vores familieliv.

Jeg ville ikke være med til det længere.

Meningen med livet var at arbejde

Jeg havde brugt hele min ungdom på at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet og få gode karakterer, så jeg kunne bestride en høj stilling. Jeg havde en idé om, at jeg skulle stige i graderne. Det var egentligt dét, det hele handlede om dengang.

Jeg havde ukritisk taget til mig, at meningen med livet var at arbejde.

Jeg er selv blevet afleveret i institution. Jeg har internaliseret fortællingen om, at det gode liv er den gode uddannelse, den gode karriere og de mange penge.

Men dén dag gik det op for mig, at det ikke var det gode liv for os.