Milliardær købte stor svinebedrift af brødre

Fremtiden for bedriften er endnu uvis, men der er planer i skuffen, fortæller den nye ejer

Onsildgaard, en af de største landbrugsbedrifter på Hobro-egnen, har skiftet ejer. Den nye er et kendt ansigt. <i>Skråfoto: Klima, Energi og Forsyningsministeriet</i>

Onsildgaard, en af de største landbrugsbedrifter på Hobro-egnen, har skiftet ejer. Den nye er et kendt ansigt. Skråfoto: Klima, Energi og Forsyningsministeriet

HOBRO:En af Nordjyllands rigeste familier, Møller Hansen fra Hobro, havde tidligere på året den store pengepung fremme, da familien købte et af landets største sohold.

Det drejede sig om Onsildgaard Produktion ApS med næsten 3600 søer, som Møller Hansen-familien betalte et stort millionbeløb for at overtage.

Nu er familieoverhovedet, Svend Møller Hansen, klar til at løfte lidt af sløret for, hvad der skal med den omfattende svinebedrift. Det skriver LandbrugsAvisen.

- Vi har nogle planer for Onsildgaard, som vi fortsat drøfter. Men i første omgang skal vi finde nogle hovedentreprenører i oktober til en ombygning, og så regner vi med at kunne starte en ændring af hele konceptet i marts 2023. Vi arbejder på at leje det ud til fedesvin. Men vi er stadig i beslutningsfasen, siger Svend Møller Hansen til LandbrugsAvisen.

Svend Møller Hansen startede det, der i dag er DS Gruppen, for over 50 år siden. <i>Foto: DS Gruppen</i>

Svend Møller Hansen startede det, der i dag er DS Gruppen, for over 50 år siden. Foto: DS Gruppen

Onsildgaard Produktion var indtil januar i år ejet af det sønderjyske brødrepar Jens Jensen Lund og Hans Christian Lund. Salget af bedriften havde været flere år undervejs, fordi brødrene på 54 og 53 år ikke havde en oplagt arvtager inde i billedet til et generationsskifte.

Selvom at Onsildgaard nu er ejet af Møller Hansen-familien, kører brødrene produktionen videre til årets udgang. Hvad der helt præcist skal ske med bedriften herefter, er endnu uvist.

Solgte livsværk i milliardhandel

Hverken køber eller sælger af Onsildgaard vil afsløre den konkrete salgspris. Men en ejendomshandel med 17 dertilhørende bygninger på samme adresse blev tilbage i februar tinglyst til 62 millioner kroner.

Sælger var Onsildgaard Produktion ApS. Køber var Svend Møller Hansen Holding A/S.

Svend Møller Hansen har opbygget sin milliardformue på stål- og betonkoncernen DS Gruppen, som han og familien tidligere i år solgte til tyske Goldbeck GmbH.

Sammen med sin familie har Svend Møller Hansen en række aktiviteter inden for blandt andet landbrug og kyllingeproduktion.

Onsildgaard Produktion ApS har netop offentliggjort årsregnskab for 2021. Det viser en nedgang i omsætningen og et underskud på 2,3 millioner kroner før skat.

Underskuddet skyldes primært en større nedskrivning i forbindelse med salget af Onsildgaard.

Den store landbrugsbedrift er i lokalegnen bedst kendt for sit karakteristiske stuehus, der er bygget med inspiration fra Vikingeborgen Fyrkat.

Den 300 kvadratmeter store bygning blev arkitekttegnet af Thyge Thygesen og opført i 1989 af den daværende ejer, storbonde Erik Jantzen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.