Minister indskærper over for nordjyder: Bliv i jeres kommune
Peter Hummelgaard reagerer nu på, at mange alligevel krydser kommunegrænserne for at passe deres job
Opdateret kl. 11:16
NORDJYLLAND: Der kommer ikke noget påbud, men beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sender nu en appel om at overholde regeringens kraftige opfordring til ikke at rejse ud og ind af de syv nordjyske kommuner, der er omfattet af skærpede coronarestriktioner.
- Jeg vil gerne understrege, at vi på det kraftigste opfordrer til, at man begrænser aktiviteten og ikke rejser på tværs af de syv kommuner, hvis ikke man har en samfundskritisk funktion, skriver Peter Hummelgaard i et mailsvar til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Ministerens appel kommer, efter at det har vist sig, at flere nordjyske byggevirksomheder trodser regeringens opfordring og alligevel sender deres medarbejdere over kommunegrænserne.
De skærpede restriktioner i Nordjylland blev indført i starten af ugen for at forsøge at begrænse udbredelsen af den særlige mink-variant af coronavirus, som flere borgere i de syv kommuner er blevet smittet med.
Kreative lokale løsninger
- Regeringens opfordring er altså, at man begrænser aktivitet på tværs af de omtalte kommunegrænser. Jeg kan ikke appellere nok til, at vi alle gør, hvad vi kan for at begrænse aktiviteten. Vi kommer ikke til at lave et egentligt påbud om det her, men vi har tiltro til, at virksomhederne vil gøre, hvad de kan for at følge myndighedernes opfordring, og vi hjælper dem også med det. Den tilgang lykkedes i foråret, og vi tror også, at det vil lykkes nu, lyder det fra beskæftigelsesministeren.
Han oplever, at langt de fleste følger opfordringen, og at der også er flere eksempler på virksomheder og lønmodtagere, der går sammen og finder kreative, lokale løsninger.
- Derudover har vi også netop lavet en trepartsaftale om lønkompensation på helt op til 45.000 kr. per medarbejder i den her situation, og man kan også få kompensation for faste udgifter. Det har vi en fælles opgave med at bruge, så krisen lokalt rammer så få virksomheder og lønmodtagere som muligt, understreger Peter Hummelgaard.
Han skal mandag mødes med arbejdsmarkedets parter og drøfte situationen
- I sidste ende skal vi huske, hvorfor vi gør som vi gør. Det handler om at begrænse smitten, som er en forudsætning for at få økonomien tilbage på sporet, og så vi undgår en endnu større nedlukning, siger ministeren og tilføjer:
- Jeg kan kun appellere til, at vi alle fortsat tager samfundsansvar.
For at reducere smitteudviklingen i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammer-bugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø kommuner, hvor en del borgere er smittet med mink-virus-varianter, iværksættes en række lokale restriktioner og tiltag i de pågældende kommuner.
De udmeldte tiltag i forhold til de syv nordjyske kommuner betyder bl.a.:
- At offentlige og private arbejdspladser i de berørte kommuner opfordres kraftigt til at hjemsende alle ansatte, der kan varetage deres funktion hjemmefra.
- At ansatte med relation til minkfarmdrift bør hjemsendes fra andre arbejdspladser uanset funktion (medmindre negativ PCR-test kan forevises, jf. Sundhedsstyrelsens retningslinjer).
- At offentlige og private arbejdspladser uden for de pågældende kommuner opfordres til at sende alle ansatte med bopæl i de pågældende kommuner, der ikke varetager kritiske funktioner, hjem.
- At hverken produktionsvirksomheder eller andre virksomheder opfordres til at holde lukket, men arbejdsgivere opfordres kraftigt til ikke at lade ansatte med bopæl i en anden kommune møde fysisk på arbejde.
Kilde: Erhvervsministeriet
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.