Minister: Ørsteds nej til russisk krav bør ikke berøre gaspris

Myndighederne vurderer, at Ørsteds nej til betale med rubler for russisk gas, ikke får betydning i Danmark.

Det bør ikke få den store betydning for forsyningerne af gas til Danmark, at Ørsted ikke vil imødekomme et russisk krav om at betale for gasleverancer i rubler. Det vurderer de danske myndigheder ifølge klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

- Vi vurderer ikke, at det her vil få konsekvenser for forsyningssikkerheden i Danmark. Det er ikke sådan, at vi fra dansk territorium har en direkte rørlinje til Rusland, siger han.

- Vi er forbundet til det europæiske gasmarked via Tyskland. Derfor vurderer vi på bundlinjen ikke, at det her vil betyde udfordringer for vores forsyningssikkerhed.

Det russiske energiselskab Gazprom har krævet, at betalinger for gasleverancer skal ske i rubler i stedte for eksempelvis i dollar eller euro som hidtil.

I Danmark er det Ørsted, der får leveret gassen. Her har man ligesom mange andre gasaftagere afvist at ændre betalingen til rubler.

Det har Ørsted slået fast igen mandag.

Hvis Gazprom som følge heraf lukker for gashanerne, skal Ørsted finde andre, der kan levere gassen. Men det bør heller ikke få den store betydning for gaspriserne ifølge myndighederne.

- Det er ikke vores vurdering, at den her beslutning fra Ørsteds side får stor betydning for priserne i Danmark eller Europa, siger Dan Jørgensen.

- Selv om Ørsted er en stor spiller i dansk kontekst, så er det en lille spiller i den her store komplekse sammenhæng, som det europæiske gasmarked er.

- Når det er sagt, så er det en volatil (omskiftelig, red.) og usikker situation, vi befinder os i nu.

- Vi kan bestemt ikke afvise, at vi kigger ind i stadig større prisstigninger. Ikke som følge af Ørsteds beslutning, men som følge af udviklingen i ugerne og måneder, der kommer.

Blandt de drastiske ændringer, der kan finde sted, er, at EU beslutter sig for at lukke for import af gas fra Rusland, eller at Rusland lukker for eksport af gas til Europa.

I de tilfælde er der fra de danske myndigheders side lavet en nødplan til rationering af gas, påpeger Dan Jørgensen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden