arbejdsmarked

Minister vil fortsætte opkvalificering efter jobrekord

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) glæder sig over, at det igen er lykkedes at øge beskæftigelsen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tager på regeringens vegne gerne en del af æren for, at beskæftigelsen er større end nogensinde i Danmark. (Arkivfoto).
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tager på regeringens vegne gerne en del af æren for, at beskæftigelsen er større end nogensinde i Danmark. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Solen skinner ekstra meget på beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) denne mandag, hvor beskæftigelsen endnu engang har sat rekord.

For 17. måned i træk er der blevet flere lønmodtagere end måneden før, så der nu er næsten tre millioner danskere i arbejde.

Og spørger man ministeren, er det særligt den førte politik i coronaperioden, der skal have en stor del af æren for de flotte tal.

- Havde man ført en krisepolitik, hvor vi ikke investerede i, at vi skulle komme hurtigt ud af krisen, så havde vi stået et helt andet sted.

- Og havde man ført en politik, hvor man ikke var villig til at investere i mennesker, så de kunne komme ind på arbejdsmarkedet, havde vi også stået et andet sted, siger ministeren.

Han understreger, at det er brede flertal i Folketinget, der har bakket op om regeringens politik og glæder sig over, at mange, der har haft svært ved at finde arbejde, nu er blevet en del af arbejdsmarkedet.

- Den store efterspørgsel har skabt grundlaget for, at langtidsledige, indvandrere og borgere på kontanthjælp har fået en chance på jobmarkedet, siger han.

Han mener, at det bedste, regeringen kan gøre lige nu for at holde hånden under beskæftigelsen, er at føre en ansvarlig økonomisk politik.

- Og så handler det om at ruste arbejdsmarkedet til fremtiden. Vi ved, at vi kommer til at mangle titusindvis af faglærte både i den private og offentlige sektor.

- Derfor skal vi fortsat investere massivt i opkvalificering af vores arbejdsstyrke, ligesom vi kommer til at præsentere en lang række oplæg til, hvordan vi kan løse rekrutteringsudfordringerne.

- Det bliver et fortsat fokus at sørge for, at der er tilgængelig arbejdskraft, som har hænderne skruet rigtigt på og har de kvalifikationer, der skal til, siger ministeren.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden