Mit navn er Peter, og jeg er blevet prisblind. Det er du muligvis også
Dette er en kommentar skrevet af Nordjyskes erhvervsredaktør, Peter Simonsen. Den udtrykker skribentens egen holdning.
Jeg har et problem.
Et luksusproblem, bevares, men ikke desto mindre et reelt af slagsen:
Jeg kan ikke huske, hvad noget koster. Altså hvad det burde koste. En ny vaskemaskine? Ingen anelse. En sofa? En god seng? Spørg mig ikke. Jeg er fuldstændig prisblind.
Ikke fordi pengenes værdi rager mig, slet ikke, men fordi jeg er blevet manipuleret fra alle sider, så jeg ikke længere kan stole på noget som helst.
Det eneste, der fanger mit blik, er tallet på rabatskiltet.
Det er en sygdom, mange af os lider af. Den har udviklet sig over årtiers udsalg og "tilbud", men nåede for nyligt igen sit absolutte klimaks med black friday og dens muterede søskende. Black week. Black month. Black year, hvis vi fortsætter.
Rabatter er blevet så allestedsnærværende, at det føles som et slag i ansigtet, de få gange en butik faktisk vælger at sælge noget til fuld pris. Og giver I kun 20 procent i rabat på denne vare? Det er da ingenting!
Har I ikke noget til halv pris?
Mit forskruede forhold til priser er kun blevet forværret af min nyfundne interesse for vin. Nu bombarderes jeg dagligt med annoncer og nyhedsbreve fra vinhandlere, som med patos i spandevis og masser af udråbstegn lokker med vanvittige rabatter, uhørte knaldtilbud og sidste chance på fænomenale flasker.
Tøjler jeg fristelsen og venter en måneds tid, dukker de samme flasker op igen i den samme evige tilbudskarrusel. Det stopper aldrig. Og vi taler ikke kun om vin.
For nyligt gik butikskæden Daells Bolighus i flæsket på en af sine konkurrenter, Ilva, der beskyldes for omfattende snyd med tilbudskampagner.
For at illustrere deres pointe henviste de til en dobbeltseng, som Ilva solgte med 62 procent rabat, hvis man som kunde slog til her og nu.
Med småt kunne man dog læse, at den laveste pris de seneste 30 dage faktisk var den samme som tilbudsprisen. Altså reelt 0 procent i rabat.
Helt lovligt, i øvrigt, for reglerne siger, at varen bare skal have ligget til den høje pris i 30 dage. 30 dage, hvor ingen mennesker i deres fulde fem vil købe den, men som nu retfærdiggør en tilsyneladende svimlende besparelse.
Ilva nåede knap at afvise alle beskyldninger om vildledning af kunderne, før elektronikkæden Power politianmeldte Elgiganten for i mindst 92 tilfælde at have sat en vare til salg med en falsk førpris eller ingen førpris overhovedet.
Hvorefter Elgiganten indrømmede ”enkelte fejl.”
Oppustede førpriser, tvivlsomme rabatter og konstante tilbud er blevet en plage. Og butikkerne er ikke de eneste syndere. Vi som forbrugere er medskyldige.
Vi er blevet så betaget af rabattens kunst, at vi har glemt alt om prisen. En rigtig pris. En rimelig pris. Den slags pris, som afspejler kvaliteten af varen, arbejdet bag den og de materialer, den er lavet af.
Men kvalitet er kedeligt. Rabatter er fest. Det er fyrværkeri og konfetti.
Og det ved butikkerne udmærket godt.
Derfor taler de ikke længere om varer, men om besparelser.
De skælder ud på hinanden som fornærmede børn, når den ene beskylder den anden for at snyde med priserne.
De anmelder hinanden til politiet, mens de tjener millioner af kroner på at sælge os illusionen om, at vi har gjort en god handel.
Men det er os, forbrugerne, der taber. For så længe prisskiltet løber med al opmærksomheden, glemmer vi at spørge os selv: Er dette overhovedet en vare, jeg har brug for? Er den pengene værd?
Måske er det på tide, at vi tager en kold rabat-tyrker. Vi kan jo starte småt.
Næste gang, du ser et skriggult tilbudsskilt, der lover dig halvdelen af prisen, så lad være med at kigge på rabatten. Kig på den egentlige pris og spørg dig selv: Hvad er denne vare egentlig værd?
Og hvis du ikke aner det, fordi du – ligesom mig – er blevet hjernevasket af tilbudsmanien, er det på tide, at vi genlærer det.
For en pris er ikke en pris, bare fordi nogen skriver det med store tal. En god handel handler ikke om rabatten. Den handler om, hvad du får for pengene.
Og det burde egentlig være simpelt nok.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.