Erhverv

Møbelkæden Ilva politianmeldt for omfattende overtrædelser

Forbrugerombudsmanden politianmelder Ilva efter at have overvåget priser i en længere periode.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at møbelkæden Ilva 29 gange har overtrådt prismærkningsbekendtgørelsen og markedsføringslovens forbud mod vildledning. (Arkivfoto).
Forbrugerombudsmanden vurderer, at møbelkæden Ilva 29 gange har overtrådt prismærkningsbekendtgørelsen og markedsføringslovens forbud mod vildledning. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:09

Forbrugerombudsmanden politianmelder møbelkæden Ilva for "omfattende" overtrædelser.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Her vurderes det, at Ilva har overtrådt prismærkningsbekendtgørelsen og markedsføringslovens forbud mod vildledning i 29 tilfælde i perioden 2024 til 2025.

I sit tilsynsarbejde blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at eksempelvis en spisebordsstol i en periode på 112 dage var nedsat i 72 dage.

Dermed må tilbudsprisen anses som den reelle normalpris, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Det er en omfattende sag, hvor Ilva i den periode, vi overvågede prisen på en række af virksomhedens produkter, ikke overholdt reglerne i markedsføringsloven og prismærkningsbekendtgørelsen, siger forbrugerombudsmand Torben Jensen i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Forbrugerne har derfor efter vores vurdering fået et fejlagtigt indtryk af, at tilbuddene var bedre, end de reelt var.

Også en sofa var i overvågningsperioden nedsat i 42 ud af 84 dage.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at de oplyste normalpriser har været egnet til at vildlede forbrugerne om produkternes normalpris.

Ifølge prismærkningsbekendtgørelsen skal erhvervsdrivende som Ilva i deres tilbud beregne besparelser ud fra den laveste pris i de seneste 30 dage forud for tilbuddets begyndelse.

Det konstaterer Forbrugerombudsmanden på baggrund af overvågningen af møbelkæden, at Ilva i mange tilfælde ikke gjorde.

I et skriftligt svar til Ritzau skriver administrerende direktør for Ilva Kim Møller Mønster:

- Vi er naturligvis kede af sagen og tager den alvorligt. Vi afventer nu myndighederne og har ikke yderligere kommentarer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden