Mølleproducent i medvind: Kunder i kø for at købe små vindmøller
Efter tre års stilstand med nul efterspørgsel på husstandsvindmøller gløder telefonerne hos Grønkjærs Maskinværksted i Hurup. Her fremstilles Thy Møllen, og lige nu får energikrisen kunderne til at stå i kø for at få en vindmølle

Efter en årrække, hvor efterspørgslen på husstandsvindmøller har været næsten ikke-eksisterende, er der igen stor efterspørgsel på Thy Møllen fortæller Flemming og Bent Grønkjær, th., indehavere af Grønkjærs Maskinværksted i Hurup, hvor møllerne fremstilles. Foto: Bo Lehm
HURUP:I løbet af august fik Grønkjærs Maskinværksted ikke mindre end 310 henvendelser fra folk, som spurgte på muligheden af at erhverve en Thy Mølle, et af Hurup-virksomhedens produkter.
Den boomende interesse for husstandsvindmøllen, som der allerede står omkring 480 af rundt om i landet, kommer efter en periode på tre år, hvor der stort set har været nul interesse for de små møller.
- Vi stillede den sidste mølle op på Samsø for tre år siden. Så kom der nogen ændrede regler for afregningen på den strøm, møllerne kunne producere - og så blev der stille på markedet, fortæller Bent Grønkjær, der ejer Grønkjærs Maskinværksted sammen med sin bror, Flemming.

Sidst der blev stillet en Thy Mølle op var på Samsø - for tre år siden, fortæller Bent Grønkjær. Foto: Bo Lehm
Men nu er der fornyet interesse for husstandsvindmøllen fra Thy. 20-30 gange dagligt kommer der forespørgsler fra interesserede købere til den 10 kW-mølle, som kan leveres til en pris på en halv million kroner plus udgiften til fundament.
- Nogen ringer i troen på, at møllen koster 30.000 kroner og kan stå i baghaven i et parcelhuskvarter. Det siger et eller andet om, at nogen folk er rimelig desperate i forsøget på at finde andre måder at dække deres energiforbrug på, siger Bent Grønkjær.
Ud af dvalen
Interessen gør, at Flemming og Bent Grønkjær er i fuld gang med at få virksomhedens mølleproduktion op i omdrejninger efter den i de seneste år har ligget i dvale. Lige nu er forventningen at kunne levere op til 10 møller i år, men fremover må kunderne være indstillet på en leveringstid på op til fire måneder.
Forespørgslerne fra Thy Møllen kommer både fra ejere af landejendomme og fra erhvervsvirksomheder,
- Men den typiske kunde bor på en nedlagt landejendom med jordvarme, varmepumpe, måske med en el-bil og med et årligt strømforbrug i størrelsen fra 12.000 kWh og op, siger Bent Grønkjær.
Møllens effektivitet afhænger af, hvor meget der blæser, men henvendelserne kommer fra hele landet og ikke kun fra folk med adresse i særligt vindomsuste dele af landet.

- Møllen er "made in Thy", og vi kan bygge videre på 12 års erfaring fra sidst, der var gang i produktionen, siger Flemming Grønkjær Foto: Bo Lehm
Lige nu er spørgsmålet, hvornår produktionen af Thy Møllen kan matche den fornyede efterspørgsel.
- Vi tager tingene stille og roligt. Vi har tidligere været oppe på at lave en mølle om dagen, og vi har kapaciteten klar. Vi skal ikke investere i nye maskiner, vi har dygtige medarbejdere og vores know-how på området er intakt, siger Flemming Grønkjær og tilføjer, at mølleproduktionen i Thy skal blæses i gang med hjælp fra gode lokale samarbejdspartnere. Og også udenfor lokalområdet. Vingerne til møllen produceres i Odder og tårnene fremstilles i Skjern.
"Made in Thy"
- Møllen er "made in Thy", og vi kan bygge videre på 12 års erfaring fra sidst, der var gang i produktionen. I dag har vi en mølle, der er gennemprøvet og som måske også kan blive en eksportartikel, siger Flemming Grønkjær.
- Lige nu går fremtiden vores vej. Vi har et godt produkt, som ikke behøver at være det billigste og kommer der rigtig gang i tingene, kan det måske blive nødvendigt at tage flere folk ind. Vi lader selv dreje- og maskinarbejdet, når møllerne bygges, men får hjælp udefra til svejsning, bukning og el-arbejde.
Flemming Grønkjær forklarer, at da der sidst var stor efterspørgsel på møllerne, havde Grønkjærs maskinværksted op til ti mand beskæftiget i den produktion. I dag beskæftiger virksomheden 13 medarbejdere, de to indehavere medregnet.
- To mand laver service på de møller, der er i drift, og når de ikke gør det, arbejder de med andre opgaver på maskinværkstedet. Lige nu har vi ingen medarbejdere, som kun bygger møller, siger han.
Hybridanlæg
Selv om det er de stigende energipriser, der er en væsentlig årsag til interessen for at købe husstandsvindmøller, er det andre forhold der ligger til grund for et andet projekt fra Grønkjærs Maskinfabrik.
Virksomheden har gennem en periode testet sit bud på et "mini-elværk", et hybridanlæg, hvor vind og sol sammen med ny batteriteknologi kan producere strøm på steder, hvor den slags er en mangelvare. Tanken er, at det hele, eventuelt suppleret med en dieselgenerator, kan pakkes i en 20 fods container og sendes ud på steder, hvor der er brug for strøm. Det kan være i øde landområder, u-lande eller katastrofeområder.

Lige nu handler det om at dække efterspørgslen på hjemmemarkedet, med Flemming og Bent Grønkjær har i de seneste år testet et hybrianlæg, hvor en Thy Mølle indgår sammen med et solcelleanlæg og et batteri i et "mini-elværk", der kan pakkes i en 20 fods container og sendes til bl.a. u-lande og katastrofeområder. Foto: Bo Lehm
- Afprøvningerne har vist, at hybridanlægget fungerer, men også at det har et svagt punkt. Det er batteriet, som dels er meget dyrt, dels har begrænset kapacitet i forhold til effektivt at kunne lagre strøm fra møllen og solcelleanlægget, forklarer Bent Grønkjær og tilføjer, at lige nu er batteriet den begrænsning som hindrer, at mini-anlægget effektivt kan fungere som et komplet "stand-alone"-anlæg.
Mini-elværket har skabt opmærksomhed, og der har været henvendelser på det. Blandt andet fra Peru, men det første anlæg er endnu ikke leveret.
- Når batteriteknologien forhåbentlig om nogle år er udviklet så meget, at prisen bliver lavere og kapaciteten bedre, kan det blive aktuelt at arbejde videre med projektet, men lige nu er det for vores vedkommende vindmøllerne, der er rift om, siger Bent Grønkjær.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.