Multi-terminal på Aalborg havn fordobles
Efterspørgslen på kajnære arealer er i top, og havnen har derfor besluttet at udvide og forbedre forholdene samtidig
AALBORG: Siden etableringen i marts 2017 har den 16.000 kvadratmeter store multiterminal på Aalborg havn været en kæmpe succes. Efterspørgslen på de kajnære arealer er i top, og det får nu Aalborg Havn til at fordoble terminalen.
Ifølge commercial manager hos Aalborg Havn Logistik Michael Rosenkilde Lind har terminalen vist sig at tiltrække en lang række forskellige typer gods, især løst gods som for eksempel gips, men man har også huset vindmøllevinger og store metalrør.
- Det kunderne især efterspørger, er den fleksibilitet, vi kan tilbyde. Man kan leje sig ind efter behov. Det vil sige, at man ikke behøver at leje og binde sig til 5000 kvadratmeter i tilknytning til sin virksomhed, men kan bruge os som fleksibelt fjernlager med gode transportmuligheder til og fra terminalen. Både skibs- og jernbanetransport er økonomisk fordelagtige, og efterspørgslen er stigende, fortæller han.
Aalborg Havns bestyrelse har netop godkendt planerne om en udvidelse af multiterminalen på yderligere 17.000 kvadratmeter øst for det eksisterende areal. Desuden forbereder man et tilstødende areal på fremtidige udvidelser.
I forbindelse med det aktuelle projekt omdannes jernbanesporet mellem det nye og det gamle terminalområde til et såkaldt rillespor med plan bund i stedet for sveller og græs.
- Rillespor gør det lettere at håndtere løst gods, og det kommer helt konkret til at udmønte sig i en øget fleksibilitet i forhold til godsbanen. Generelt kommer udvidelsen til at give os flere muligheder i forhold til godsbanen, da der for det første bliver meget mere plads til at håndtere jernbanegodset og for det andet mulighed for at tilgå vognene fra begge sider, siger Rasmus Munk Kolind, der er commercial manager med ansvar for blandt andet godsbanen i Aalborg Havn Logistik. Han tilføjer:
- Udviklingen hænger rigtig fint sammen med den øgede efterspørgsel, vi mærker på godsbanen. Godsmængderne er i vækst, og interessen for godsbanen er generelt stigende, så jeg tror på, at vi har et rigtig spændende 2020 i vente.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.