Nationalbanken er bekymret over vækst i afdragsfrie lån
Nationalbanken vurderer, at både bankernes kunder kan blive udfordret af stigende renter og priser.
Det vækker bekymring i Nationalbanken, at boligejere i højere grad vælger både variabelt forrentede og afdragsfrie lån til.
I sin halvårlige status over den finansielle stabilitet i Danmark peger Nationalbanken på, at tendensen gør dansk økonomi mere sårbar over for et eventuelt fald i boligpriserne.
Ikke mindst fordi mange boligejere ikke udnytter afdragsfriheden til at betale af på dyrere banklån.
Derfor anbefaler Nationalbanken, at man fra politisk side prøver at dæmme op for udstedelsen af afdragsfri lån.
- Et generelt krav om større udbetaling og krav om afdrag på lån til boligejere med høj belåningsgrad er begge tiltag, der kan bidrage til et mere robust boligmarked, lyder anbefalingen i rapporten, der er udkommet torsdag.
Her advarer Nationalbankens økonomer også om, at bankernes erhvervskunder kan blive udfordret af stigende renter og frem for alt stigende priser på energi og råvarer.
Ikke desto mindre vurderer de, at de største banker er godt rustet til en eventuel periode med negativ økonomisk vækst.
En såkaldt stresstest af bankernes modstandsdygtighed i økonomisk modvind viser dog, at nogle banker med deres nuværende reserver kun lige præcis vil kunne leve op til kravene om tilstrækkelig kapitaloverdækning.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.