Nationalbanken følger ECB med historisk rentehop

Efter at Den Europæiske Centralbank tidligere torsdag hævede sin rente, følger Nationalbanken trop.

Nationalbanken har fulgt Den Europæiske Centralbank og lader renten stige for at komme den historiske inflation til livs. (Arkivfoto). <i>Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix</i>

Nationalbanken har fulgt Den Europæiske Centralbank og lader renten stige for at komme den historiske inflation til livs. (Arkivfoto). Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Danmarks Nationalbank følger Den Europæiske Centralbank (ECB) og hæver sin ledende rente, renten på indskudsbeviser, med 0,75 procentpoint til 0,65 procent.

Det fremgår det af en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.

Det er den største renteforhøjelse hos Nationalbanken siden 1998. Stigningen betyder også, at indskudsbevisrenten for første gang siden 2014 er tilbage med et positivt fortegn. Før torsdagens udmelding var Nationalbankens ledende rente på minus 0,10 procent.

Den danske renteforhøjelse kommer i direkte forlængelse af ECB’s. Det skyldes, at Danmark har en fastkurspolitik over for euroen, så den altid koster omkring 7,50 kroner, og her er det renteforskellen, som er afgørende.

I det hele taget er det en historisk renteforhøjelse, der falder ned over Europa.

Når ECB og Danmark hæver renten, sker det i et forsøg på at lægge en dæmper på inflationen.

Den inflationsdæmpende mekanisme ligger i, at en hævet rente i sidste ende gør det dyrere at låne penge og mere attraktivt at spare op. På den måde skal forbruget stilne af, hvilket lægger en dæmper på de stigende priser.

Det er også nødvendigt i den økonomiske situation, verden står i nu, påpeger Las Olsen, som er cheføkonom hos Danske Bank.

- Det er nødvendigt for centralbankerne nu at vise, at de ikke vil tillade inflationen at forblive høj. På den måde kan de forhåbentlig forhindre, at en forventning om vedvarende høj inflation kan bide sig fast og blive selvforstærkende, siger han i en skriftlig kommentar.

Da Den Europæiske Centralbank tidligere torsdag lod renten stige, lød det også, at renten i eurozonen skal løftes yderligere, næste gang der holdes møde. Det sker efter planen i oktober.

Det har længe været forventningen, at renterne vil stige, mener Søren Kristensen, som er cheføkonom hos Sydbank.

- Renteforhøjelsen i dag har betydet lidt højere renter, men var i grove træk indregnet. Det er derfor i højere grad en cementering af, at renterne er steget siden nytår, siger han i en skriftlig kommentar.

- Det vil til gengæld få stor betydning for dansk økonomi og særligt boligmarkedet. Her forventer vi, at de stigende renter i løbet af efteråret vil forstærke de prisfald, vi allerede nu ser, tilføjer han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.