Nordjysk bank scorer på engangsfornøjelser
Jutlander tjener godt på konvertering af boliglån og frasalg af aktier og forventer nu et overskud på 385 til 420 millioner kroner for 2019
AARS: Himmerlandske Jutlander Bank skruer vældigt op for optimismen, når det gælder det forventede overskud for i år. Nu lyder den økonomiske udsigt, at bankforretningen giver en gevinst på 385 til 420 millioner kroner før skat. Et vældigt spring op ad i forhold til resultatet på 268 millioner kroner i 2018.
Banken har netop offentliggjort et delregnskab, der dækker årets første ni måneder. Det viser et resultat før skat på 363 millioner kroner - beløbet var 210 mio. kroner i samme periode i fjor.
I en pressemeddelelse pointerer ordførende direktør Per Sønderup, at det gode resultat løftes af flere ”engangsfornøjelser”. Først og fremmest tjener Jutlander Bank 75 millioner kroner på at sælge sine aktier i Sparinvest til Nykredit.
Desuden henter banken ekstraordinære gebyrindtægter på, at også Jutlander Banks kunder er vilde med at konvertere boliglån til attraktive, lave renter. Banken formidler og tager sig betalt i form af gebyrer. Derfor stiger nettogebyrindtægterne med 55 millioner kroner i forhold til samme ni måneder i fjor.
Jutlander Bank kan også glæde sig over, at kunderne generelt har styr på deres økonomi, og det betyder, at nedskrivninger fortsat kan tilbageføres, og dermed bliver en indtægt i regnskabet. Den post stiger fra 6 til 24 millioner kroner.