Nordjysk by får kæmpestort amerikansk datacenter

- Tydeligt, hvorfor Danmark vurderes som et af verdens mest bæredygtige lande, siger selskabets europæiske chef

Det amerikanske selskab Prime fra Californien har planer om at bygge et stort datacenter på over 100.000 kvm.  i tre etager i Sæby syd for Frederikshavn. <i>Illustration: Prime </i>

Det amerikanske selskab Prime fra Californien har planer om at bygge et stort datacenter på over 100.000 kvm. i tre etager i Sæby syd for Frederikshavn. Illustration: Prime

SÆBY:Et amerikansk datacenter-selskab vil bygge sit første datacenter udenfor USA, og det kommer til at ligge på Energivej i Sæby.

Her får datacentret, som bliver på mere end 100.000 kvm i tre etager, adresse klos op ad Sæby Varmevæk.

Første gang udenfor USA

Det er selskabet Prime fra den californiske by Santa Clara, der står bag planerne. Selskabet oplyste tidligere torsdag på sin hjemmeside, at det kommende datacenter i Nordjylland skal bruges til at hoste "internationale kunder" og deres cloud-services, online-forretninger og AI-applikationer.

Når datacentret står færdigbygget, vil det i alt bestå at tre datacentre på hver fire haller, oplyser Prime, som efter massive investeringer i hjemlandet de senere år nu for første gang bevæger sig udenfor USA. 

I USA har Prime foruden fire datacentre i Santa Clara også etableret sig i Sacramento, Vernon ved Los Angeles og Chicago.

Nyheden vækker begejstring hos borgmester Birgit Hansen (S). Torsdag aften landede hun i Aalborg efter en lang mødedag på Christiansborg.

- Endelig. Det er en skøn nyhed at lande til. Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været arbejdet den vej i lang tid. Lokalplan og alt andet har været klappet og klart. Det eneste, vi har manglet, var en investor. Det har vi fået nu, konstaterer Birgit Hansen.

Hun glæder sig til at byde amerikanerne velkommen til Sæby.

- Det er det her, vi står op for hver morgen. At se, om vi kan tiltrække nogle virksomheder. Det er en helt bevidst erhvervsstrategi, og det er dejligt, når store virksomheder udefra får øje på, at vi sådan set ligger strategisk rigtigt godt. Det kan godt være, vi selv synes, vi ligger langt ude i provinsen, men vi ligger faktisk midt i Europa ved porten til Skandinavien, konstaterer Frederikshavns borgmester.

Hun har ikke umiddelbart et bud på, hvor mange arbejdspladser, som følger med det kommende datacenter.

- Men det giver både god byggeaktivitet, en god varmekilde, og det er en del af fremtidens energi, fastslår hun med henblik på samarbejdet med Sæby Varmeværk.

Mest bæredygtigt

Det er ikke tilfældigt, at amerikanernes blik er faldet på Danmark, hvor amerikanske tech-giganter som Facebook, Google, Apple, SAP og snart Microsoft også har etableret enorme datacentre de senere år.

- Det er tydeligt, hvorfor Danmark er vurderet som verdens mest bæredygtige land, siger Michael Wall, Senior Vice President for Prime i Europa, efter tæt samarbejde i projektfasen med blandt andre Frederikshavn Kommune, Invest in Denmark, Dansk Datacenterforening og Sæby Varmeværk.

Netop bæredygtighed spiller en central rolle i projektet. Ifølge Prime bliver det kommende byggeri i Sæby det mest bæredygtige nogensinde. Det skal ikke blot opføres i bæredygtige og miljøvenlige materialer. 

Overskudsvarmen fra driften ryger desuden direkte videre til det lokale fjernvarmenet og bliver fra start CO2-neutralt og 100 procent drevet med grøn energi. Her er tankerne, at varmeværket skal levere kølevand til det nye datacenter, som derefter i opvarmet tilstand pumpes tilbage til varmeværket til gavn og glæde for varmeværkets kunder blandt de knap 9000 borgere i Sæby.

Ifølge tegningerne bliver det kommende datacenter opført på et areal lige syd for varmeværket, som i dag er dækket af solceller.

Trine Saaby, bestyrelsesformand for Sæby Varmeværk. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Trine Saaby, bestyrelsesformand for Sæby Varmeværk. Arkivfoto: Torben Hansen

Planerne skaber glæde og stolthed hos Trine Saaby, bestyrelsesformand for Sæby Varmeværk.

- Med vores fokus på at være Danmarks førende inden for kulstoffri fjernvarme, er vi glade for at samarbejde med Prime om dette. Ved at arbejde sammen kan vi øge bevidstheden om værdien af fjernvarme i Danmark og udenfor, siger hun i meddelelsen fra det amerikanske selskab.

Nyt datacenter i Sæby

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.