Erhverv

Nordjysk erhvervsmand er tiltalt for skatte- og momssvindel for millioner

Lod sine selskaber betale for kunst, jagtret, møbler og en mondæn privatbolig, men holdt det skjult for Skat

Mandag sætter en nordjysk erhvervsmand sig på anklagebænken tiltalt for omfattende skatte- og en momssvindel.
Mandag sætter en nordjysk erhvervsmand sig på anklagebænken tiltalt for omfattende skatte- og en momssvindel. Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret kl. 17:26

AALBORG: En nordjysk erhvervsmand med adresser i Aalborg og Skagen har ifølge Anklagemyndigheden snydt statskassen for over fire millioner kroner i moms- og skattebetalinger. 

På mandag sidder manden, der især har sine erhvervsinteresser inden for ejendomssektoren og i øvrigt er stor fan af det eksklusive italienske bilmærke Lamborghini, på anklagebænken i Retten i Aalborg, hvor han er tiltalt for skatte- og momssvindel af særlig grov karakter.    

Det er Anklagemyndighedens opfattelse, at den tiltalte har sammenblandet sin private og sine selskabers økonomi med henblik på at snyde det offentlige for betaling af skat og moms.

Det er foregået ved, at han har ladet sine selskaber købe kunst og møbler for hundredetusinder af kroner, som han har brugt privat uden betaling, og at han privat har boet gratis i en palælignende ejendom i den eksklusive del af Aalborg, som hans selskaber har ejet.

Det er der i udgangspunktet ikke noget ulovligt ved - vel at mærke, hvis man sørger for at opgive værdien af disse økonomiske fordele som personlig og skattepligtig indkomst.

Det har den tiltalte ikke gjort. Ifølge Anklagemyndigheden ikke på grund af en forglemmelse, men bevidst for at snyde med skatten. 

Skat er på den konto blevet snydt for en betaling af skat på godt to millioner kroner.

Også momssvindel

På samme måde har den tiltalte også ifølge Anklagemyndigheden snydt med indbetalingen af moms. 

Tiltalen

Der er flere punkter i tiltalen mod erhvervsmanden:

Skattesvig af særlig grov karakter for i alt 2.047.599 kr. i perioden fra 2010 til 2018 ved:

  • At han har ladet sine selskaber betale for kunst og møbler for hundredetusindvis af kroner, som blev brugt i hans privatbolig.
  • At han privat boede gratis i en del af en ejendom ejet af hans selskaber.
  • At han har ladet sine selskaber betale for en jagtleje, som han brugte privat.
  • At have modtaget kapitalejerlån fra sine selskaber.  

Disse poster skulle have været opgivet som personlig indkomst, men det blev de ikke. Derfor er der tale om maskeret udbytte, og det er ulovligt.

Momsunddragelse af særlig grov karakter for i alt 2.079.571 kr. i perioden fra 2010 til 2013 ved:

  • At han lod udgifter til istandsættelse af den ejendom, som var ejet af hans selskaber, men hvor han boede privat, blive fratrukket i momsregnskabet for selskaberne
  • At han lod udgifter til møbler indkøbt til privat brug blive fratrukket i momsregnskaberne for hans selskaber.

Udgifterne og dermed momsen var selskaberne uvedkommende.

Samlet påstået svindel: 4.127.170 kr. 

Anklagemyndigheden kræver den tiltalte idømt en tillægsbøde på 1,825 mio. kr. og en erstatning på 2.079.571 kr.

Kilde: Anklageskrift

Han har nemlig trukket udgifterne til renovering af sin privatbolig og til indkøb af møbler til privaten fra i sine selskabers momsregnskab.

Men disse private udgifter og dermed den tilhørende moms var selskaberne uvedkommende. Derfor er statskassen blevet snydt for en momsindbetaling på også lidt over to millioner kroner.

Bliver den tiltalte kendt skyldig, vil han blive afkrævet en tillægsbøde på 1,8 millioner kroner og en erstatning på 2,1 millioner kroner.

Der er afsat i alt fire retsdage til straffesagen.  

Det vides ikke, hvordan manden forholder sig til tiltalen mod ham.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden