Erhverv

Nordjysk hotel-familie præsenterer rekordoverskud

Det har været et forrygende år for Bühlmann, der nu er klar til at udvide porteføljen

Danni og Anemette Bühlmann er godt tilfredse med resultatet for 2022 - og med god grund. Overskuddet er næsten fordoblet, og snart kommer endnu et hotel på nordjyske hænder.
Danni og Anemette Bühlmann er godt tilfredse med resultatet for 2022 - og med god grund. Overskuddet er næsten fordoblet, og snart kommer endnu et hotel på nordjyske hænder. Foto: Jesper Rais

AALBORG: Sidste år blev et rekordgodt år for den nordjyske hotel- og gastronomikoncern Bühlmann. 

Det viser et netop offentliggjorte årsregnskab.

Overskuddet er næsten fordoblet fra 8,3 mio. kr. i 2021 til 16,2 mio. kr. i 2022.

Ejerne Danni og Anemette Bühlmann er særdeles tilfredse med resultatet, der kommer efter et år med fokus på konsolidering og uden køb af nye hoteller - noget der, bliver lavet om på i år.

- Det seneste år har været et godt år for os og generelt for branchen, og vi er stolte af at komme tilfredsstillende ud af året, udtaler ejerne i en pressemeddelelse.

Klar til udvidelse

Sidste års arbejde med at klargøre virksomheden til vækst betyder, at de nu er klar til at udvide porteføljen af hoteller.

1. maj overtager Bühlmann Aarhus' ældste hotel, Hotel Royal på Store Torv, og i en pressemeddelelse fra virksomheden lyder det, at man "forventer at kunne løfte sløret for endnu et nyt hotel i løbet af 2023".

- Med et tilfredsstillende 2022 bag os samt stramt fokus på vores strategi, er vi nu klar til endnu en gang at smøge ærmerne op og tage et hotel under vingerne. Vi er enormt beærede og stolte over at få lov til at drive et historisk vartegn, som Hotel Royal er i vores øjne, udtalte Anemette Bühlmann i marts, da købet af Aarhus-hotellet blev meldt ud.

Med overtagelsen af Hotel Royal råder Bühlmann over syv hoteller rundt om i det nord- og midtjyske, men hotelfamilien har et ønske om at blive landsdækkende inden for de næste to-tre år, hvor de er åbne for muligheder på både Fyn og Sjælland.

Hoteller i årene

Danni og Anemette Bühlmann er selv tredje generation på Hotel Scheelsminde i Aalborg - det hotel, som familien er bedst kendt for at stå bag.

Det var Anemettes farmor og farfar - Aloisia og Hugo Jensen - der i 1960 kom Nordjylland for at bestyre det dengang ultramoderne og landskendte spisested Motel Aalborg beliggende på den gamle herregård Scheelsminde i den sydlige del af byen.

Aloisia blev født i Schweiz med pigenavnet Bühlmann, og det er det navn, som familien har taget til sig. Det ses også på de gyldne reversnåle, som både Anemette og Danni bærer.

Sammen med det schweiziske flag står der "Familien Bühlmann".

Bühlmanns hoteller

Bühlmann er en nordjysk hotel- og gastronomivirksomhed, der ejer og driver en række hoteller og restauranter i Danmark:

  • Historiske Hotel Royal i Aarhus
  • Herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg
  • Herregårdshotellet Nørre Vosborg i Vestjylland
  • Det eksklusive boutiquehotel Villa Provence i Aarhus
  • Lufthavnshotellet i Aalborg, Aalborg Airport Hotel
  • Pier 5 Hotel, det tidligere Slotshotellet på Aalborg Havn
  • Det nybyggede Hotel Peak 12, der åbnede i august i Viborg
Bühlmann

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden