Hjørring

Nordjysk virksomhed i fint selskab - kåret som en af verdens mest innovative virksomheder

Turf Tank er kommet i fornemt selskab. 
Turf Tank er kommet i fornemt selskab.  Arkivfoto: Bente Poder

NORDJYLLAND: Et nordjyske firma er kommet i fornemt selskab med bl.a. McDonald's, Airbnb og Mercedes-Benz. Det anerkendte erhvervsmedie Fast Company har kåret Turf Tank som en af verdens mest innovative virksomheder.

Turf Tank, der producerer opstregningsrobotter til sportsanlæg verden over, er nærmere bestemt nummer ni på mediets liste over innovative robotvirksomheder. Begrundelsen er, at firmaet har fundet en vej for robotter i sportsverdenen.

Fast Company skriver, at "Turf Tank har fundet en markedsniche så smal, at den kun er et par centimeter bred: linjerne på atletikbaner."

"Virksomheden laver robot-line-marker-malingsmaskiner, og i juli 2022 introducerede den danske startup en opdateret version af line-marking-softwaren, der styrer disse enheder. Appen giver kunderne mulighed for at trække og slippe mere end 120 reguleringsstandardlayouts på et billede af deres felter, tilpasse dem eller oprette deres egne."

Robotten Turf Tank kan - udover at opstrege sportsbaner - også tegne logoer på græs.  Foto: Turf Tank ApS

Dermed behøver man ikke længere opmåle manuelt, før man slipper sin Turk Tank løs. Den opdaterede version fortæller også brugeren, hvor meget maling der vil blive brugt på opgaven.

Turf Tanks robot kan male en fuld fodboldbane på under en halv time og en amerikansk fodboldbane på mindre end tre timer, hvilket er en tidsbesparelse på cirka 75 procent sammenlignet med manuel linjemarkering, samtidig med at den eliminerer udledning af fossile brændstoffer og reducerer malingsforbruget.

Turf Tank har øget sit kundegrundlag fra 288 i 2020 til 1.150 i 2022. I USA omfatter kunderne Cincinnati Bengals og University of Alabama.

Firmaet blev startet i Hjørring under navnet Intelligent Marking tilbage i 2015 af to unge iværksættere, Andreas Ydesen og Anders Ulrik Sørensen. Siden er firmaet flyttet til Svenstrup, og i dag har Turf Tank også en afdeling i USA.

Gå til relaterede emner

Forsiden