Norlys sælger andel i sit fiberselskab for milliarder

Norlys sælger en andel af Norlys Tele til to udenlandske købere. Det frigiver kapital til muligt opkøb.

Den danske energi- og telekoncern Norlys sælger 35 procent af sit fiberselskab, Norlys Tele, til to udenlandske købere.

Det oplyser Norlys i en pressemeddelelse.

Køberne er den hollandske pensionsfond PGGM og den franske energikoncern EDF's investeringsselskab, EDF Invest.

Købssummen oplyses ikke i meddelelsen. Men ifølge Børsen har det kostet over otte milliarder kroner at overtage 35 procent af aktierne i Norlys Tele.

Niels Duedahl, administrerende direktør i Norlys, er begejstret for handlen, og for de muligheder der opstår på grund af den.

- Med PGGM og EDF i ejerkredsen får vi frigjort kapital til andre strategisk vigtige projekter, herunder ikke mindst et muligt mobilopkøb.

- Men vi får også en partner, der kommer med en unik indsigt, som vi kan nyde godt af i den videre udvikling af vores fiberaktiviteter, siger Niels Duedahl.

Norlys har eksisteret siden 2019. Selskabet er et resultat af en fusion mellem energiselskaberne SE (Sydenergi) og Eniig.

Med 735.000 andelshavere, 1,7 millioner kundeforhold og 2900 medarbejdere er Norlys den største energi- og telekoncern i Danmark.

Norlys står blandt andet bag Stofa og Boxer.

Fibernettet i Norlys Tele dækker godt 700.000 husstande, primært i Jylland, og det er dermed det mest omfattende fibernet i Danmark.

Norlys har et mål om, at mere end en million husstande skal være dækket ved udgangen af 2023. I øjeblikket bliver der gravet både på Fyn og Sjælland.

Fibernettet er åbent for eksterne serviceudbydere, og slutkunderne kan frit vælge mellem blandt andet YouSee, Hiper, Telenor, Telia og Stofa.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden