Norwegian får milliardoverskud og mangedobler passagertallet

Fem millioner passagerer har fløjet med Norwegian i andet kvartal. Det viser selskabets regnskab torsdag.

Norwegian kan igen bryste sig af at skabe overskud. Det viser selskabets regnskab torsdag morgen. (Arkivfoto). <i>Tt News Agency/Reuters</i>

Norwegian kan igen bryste sig af at skabe overskud. Det viser selskabets regnskab torsdag morgen. (Arkivfoto). Tt News Agency/Reuters

Det kan mærkes i det norske luftfartsselskab Norwegian, at coronapandemien ikke længere lægger en dæmper på rejsebranchen i Europa.

I andet kvartal har selskabet haft et overskud på 1,2 milliarder norske kroner, hvilket svarer til knap en milliard danske kroner. Og så har næsten fem millioner passagerer fløjet med lavprisselskabet.

Det viser Norwegians regnskab for andet kvartal torsdag morgen.

Til sammenligning fløj man blot med 380.000 passagerer i samme kvartal sidste år. Dengang spillede pandemien dog også en større rolle, end tilfældet er i dag.

Overskuddet skal ses i lyset af en tilbageførsel på 2,1 milliarder norske kroner af forskudsbetalingerne i forbindelse køb af fly. Uden den ville der have været et underskud.

- Kvartalet viser, at vi er tilpasningsdygtige, og at vi hurtigt kan justere driften til en stigende efterspørgsel, siger Norwegians koncernchef, Geir Karlsen, i en kommentar til regnskabet.

- Jeg er specielt glad for, at vi hører til blandt de allerbedste på regularitet i en periode med kapacitetsbegrænsninger i mange lufthavne og med en strejke blandt flyteknikere i Norge, lyder det videre.

Norwegian formåede at få afviklet praktisk talt samtlige planlagte flyvninger i kvartalet. Andelen af gennemførte flyvninger er 99,4 procent for de tre måneder.

I takt med at passagererne har genfundet rejselysten, har Norwegian også haft nemmere ved at fylde sine fly.

Belægningsgraden er sammenlignet med tidligere blevet løftet markant til 81,2 procent. Belægningsgraden refererer netop til Norwegians evne til at fylde sine fly.

I regnskabet nævner selskabet også sin aftale med Boeing om købet af 50 fly, der skal leveres i perioden 2025-2028.

- Aftalen med Boeing er vigtig, når vi skal skrive det nye kapitel om Norwegian. Aftalen gør det muligt for os at eje en stor del af vores flyflåde selv, hvilket igen forstærker vores position i Norden, siger Karlsen.

Mens Norwegian igen er begyndt at tjene penge, så kæmper SAS fortsat. Fredag fremlægger selskabet sine regnskabstal for andet kvartal.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.