Norwegian løfter passagerantal men er langt fra normalt niveau
Omkring to millioner passagerer fløj med Norwegian i august. I samme måned i 2019 var tallet 3,5 millioner.

Omkring to millioner passager fløj med Norwegian i august, viser trafiktal. (Arkivfoto). Lefteris Karagiannopoulos/Reuters
I årets sidste sommermåned fortsatte passagererne med at strømme til Norwegian.
Det viser trafiktal fra luftfartsselskabet tirsdag morgen.
Knap to millioner mennesker valgte i august at flyve med Norwegian mod cirka 800.000 i samme måned sidste år.
- August blev endnu en god måned. Vi gennemførte så godt som alle planlagte flyvninger, konstaterer Geir Karlsen, der er koncernchef i Norwegian, i en pressemeddelelse.
Der er dog lang vej endnu, inden selskabet rammer det niveau, som det kendte til, inden coronakrisen satte ind i begyndelsen af 2020.
I august i 2019 fløj 3,5 millioner passagerer med Norwegian.
I mellemtiden har Norwegian kæmpet en hård kamp for at holde sig oven vande. Store underskud har tynget selskabet.
Sidste år fik det så forhandlet en redningsplan på plads med sine kreditorer. Det betød, at selskabet slap af med en stor del af sin gæld, og at der blev skudt et mindre milliardbeløb ind.
Geir Karlsen ser med stor optimisme, når han kigger mod efteråret.
- Nu er vi særligt glade for, at billetbestillingerne i efteråret ser gode ud, og at de forretningsrejsende er på vej tilbage, siger han.
Mange luftfartsselskaber har hen over sommeren været begrænset af, at store europæiske lufthavne har set sig nødsaget til at sætte et loft over antallet af gennemrejsende passagerer.
Det ser dog ud til at lysne, vurderer koncernchefen.
- Kapaciteten ved lufthavnene i Europa har forbedret sig den seneste tid, og det påvirker både vores drift og vores kunders rejseoplevelse positivt.
- Det er opløftende for hele branchen, at forholdene er i færd med at normalisere sig yderligere efter nogle meget specielle år for luftfarten, lyder det.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.