Erhverv

Novo får godkendt salg af Wegovy i pilleform i USA

Novo Nordisk melder sig klar til at sælge Wegovy-pillen fra januar, efter at den er blevet godkendt af FDA.

Wegovy indtages ugentligt ved injektion. Fremover vil vægttabsmidlet fra Novo Nordisk kunne tages i pilleform i USA. (Arkivfoto).
Wegovy indtages ugentligt ved injektion. Fremover vil vægttabsmidlet fra Novo Nordisk kunne tages i pilleform i USA. (Arkivfoto). Reuters/Reuters

Opdateret kl. 02:52

Medicinalvirksomheden Novo Nordisk kan fremover sælge vægttabsmidlet Wegovy i pilleform i USA.

Det meddeler Novo Nordisk natten til tirsdag på sin hjemmeside.

Den amerikanske Fødevare- og Lægemiddelstyrelse, FDA, har godkendt Wegovy-pillen, der skal indtages dagligt. Hidtil har det kun været tilladt at benytte Wegovy ved injektion.

Administrerende direktør i Novo Nordisk, Mike Doustdar, er begejstret over FDA-godkendelsen.

- Nu er pillen her. Med dagens godkendelse af Wegovy-pillen får patienter en praktisk, daglig pille, der kan hjælpe dem med at tabe lige så meget vægt som den oprindelige Wegovy-injektion, siger Doustdar på Novo Nordisks hjemmeside.

Wegovy-pillen har i studier vist et gennemsnitligt vægttab på 16,6 procent over en periode på 64 uger. De 307 forsøgspersoner indtog samtidig en nedsat mængde kalorier og dyrkede motion.

Semaglutid - det aktive stof i Wegovy - efterligner hormonet GLP-1, som regulerer ens appetit og blodsukker.

Ifølge det britiske medie BBC er det første gang, at et GLP-1-præparat godkendes i pilleform til brug ved vægttab.

Novo Nordisk har siden 2019 haft tilladelse til at markedsføre semaglutid i pilleform til behandling af diabetes 2. Det er sket under varemærket Rybelsus.

Dave Moore, der er landechef for Novo Nordisk i USA, vurderer, at den danske medicinalvirksomhed med Wegovy-pillen kan nå ud til nye patienter.

- Vi er overbeviste om, at udvidelsen af Wegovy til en pille vil hjælpe patienter, som måske tidligere ikke har søgt eller taget imod behandling, siger Dave Moore i en pressemeddelelse.

Novo Nordisk forventer at kunne gå i gang med at sælge Wegovy-pillen i januar.

Medicinalvirksomheden har haft et turbulent år, hvor aktien er mere end halveret. Tidligere på året afløste Mike Doustar forgængeren Lars Fruergaard Jørgensen som direktør.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden