Novo vil støtte kvindelige ansattes abortrejser i USA

Selskabet Novo vil betale for rejse og logi for kvindelige ansatte, der skal krydse delstatsgrænser for abort.

Novo Nordisk har cirka 6000 medarbejdere fordelt på lokaliteter i syv delstater i USA. Virksomheden vil dække omkostninger til rejse og logi, hvis kvindelige ansatte skal på en længere rejse for at kunne få foretaget en abort. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Novo Nordisk har cirka 6000 medarbejdere fordelt på lokaliteter i syv delstater i USA. Virksomheden vil dække omkostninger til rejse og logi, hvis kvindelige ansatte skal på en længere rejse for at kunne få foretaget en abort. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Medicinalselskabet Novo Nordisk vil yde økonomisk støtte til ansatte i USA, der er nødt til at krydse delstatsgrænsen for at kunne få foretaget en abort.

Det oplyser selskabet i en skriftlig kommentar.

Støtten vil være i form af en ydelse, som dækker omkostninger til rejse og logi "for personer, der ønsker en abort, og i den forbindelse er nødt til at foretage en længere rejse".

USA's højesteret omstødte for nylig en afgørelse, der gav kvinder ret til abort.

Det betyder i praksis, at USA's 50 delstater selv kan bestemme, om abort skal være lovligt eller ej.

I en række delstater er forbud eller restriktioner i forbindelse med abort trådt i kraft eller på vej til at gøre det.

- Vores medarbejderes sundhed og velbefindende har afgørende betydning for Novo Nordisk, og vi ønsker at sikre, at de har lige adgang til lægehjælp og sundhedsydelser, skriver Novo i kommentaren.

Ydelsen vil gælde alle medarbejdere og medlemmer af medarbejdernes husstand, som er dækket af Novo Nordisks sundhedsplaner i USA.

Novo Nordisk har cirka 6000 medarbejdere fordelt på lokaliteter i syv delstater i USA.

Flere selskaber har ligesom Novo Nordisk meldt ud, at de støtter kvindelige ansatte, som kan blive nødt til at rejse ud af den delstat, de bor i, for at få foretaget en abort.

Senest har det norske energiselskab Equinor ifølge avisen Dagens Næringsliv meddelt, at man vil yde økonomisk støtte.

Store amerikanske selskaber som Apple, Amazon, Disney, Tesla og Shell er kommet med lignende erklæringer i kølvandet på den omstridte afgørelse i højesteret.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.