Nu afslører investorerne deres planer på Aalborgs største byggegrund
Vil opføre ny folkepark og bygge over 50.000 etagemeter boliger, hotel og butik

Direktør Kim Jacobsen viser, hvordan investorgruppen forestiller sig, at et markant hjørne i Aalborgs midtby skal tage sig ud. Foto: Martin Damgård
AALBORG:Tirsdag kom det frem, hvordan investorerne forestiller sig, at Nordjyllands hidtil største ejendomsprojekt kommer til at tage sig ud.
Ejendomsselskabet Nordud A/S har nemlig offentliggjort sin vision for, hvad der skal ske i det område, der i dag huser Sygehus Nord, når sygehuset i 2024 flytter til det nye supersygehus i Aalborg Øst.
Visionen er et resultat af en konkurrence, som Nordud har bedt tre arkitektteams om at deltage i.
Dommerkomiteens vinder hedder Team SLA.

Ejendomsselskabet Nordud præsenterer vision for Sygehus Nord-grunden på Utzon Center. Modellen af vinderprojektet fra Team SLA. Foto: Henrik Bo
Der er flere årsager til, at Team SLA's vision i særlig grad charmerede Nordud, konstaterer direktør Kim Jacobsen fra Nordud.
- Overordnet set er forslaget i særlig høj grad lykkedes med at integrere i og åbne vores område over for det omgivende byrum, herunder Reberbansgade, og med at gøre det til en del af en grøn kile fra fjorden og Kulturbroen og op mod Kunsten. Det er noget, vi har lagt megen vægt på, siger han.

Sådan vil udsigten ifølge vindervisionen blive fra Svendsgade. Den nuværende indgangsbygning til Sygehus Nord-højhuset ombygges til Reberbanshallen og sygehusbygningen primært til boliger. Der bliver lavet et hul i bygningen, så området åbnes over for omgivelserne. Skitse: Nordud A/S
Som et eksempel på dette nævner Kim Jacobsen, at der bliver adgang fra en nyetableret folkepark over til Katedralskolen under jernbanen.
- På den måde bliver området integreret med det omgivende område i stedet for, at banen fungerer som en barriere.

Udsigt over til Katedralskolen med ny undergang under jernbanen. Den store "sygehusbygning" ses til højre. Skitse: Nordud A/S
Visionen indebærer byggeri af knap 55.000 etagemeter - i overvejende grad boliger.
- Mellem en tredje- og fjerdedel af dem kommer til salg, og resten beholder vi i Nordud, siger Kim Jacobsen.
Så meget skal der bygges
Så meget byggeri skal der være på Sygehus Nord-grunden:
- Bygningsareal 54.409 m2
- Grundareal 27.817 m²
- Bebyggelsesprocent 196 %
- Opholdsarealer: 16.078 m2
- Heraf folkepark: 4994 m2
Aalborg Kommune (nuværende p-plads Gåsepigen):
- Bygningsareal 13. 352 m²
- Grundareal 8.928 m²
- Bebyggelsesprocent 150 %
- Opholdsarealer: 6162 m2
- Heraf folkepark 1619 m2
Samlet bebyggelsesprocent for hele området: 184%
Kilde: Nordud A/S

Indgangen til Folkeparken. Katedralskolens bygning skimtes i det fjerne. Skitse: Nordud A/S
Højhus bliver genbrugt
Den eksisterende 14 etager høje sygehusbygning bliver bevaret og ombygget til boliger.
- Det er ikke bæredygtigt at bryde den ned. I stedet skræller vi hele facaden af, og indmaden genbruges til boliger af forskellig størrelse. Vi bryder formentlig kun samlet 9000 etagemeter ned på hele området, siger han.
Vinderprojektet er udtryk for bygherrens - altså Norduds - vision for, hvordan området for fremtiden skal anvendes og udgør ikke en detaljeret byggeplan, understreger Kim Jacobsen.
- Nu har vi fremlagt vores vision for området, og så er vi spændt på at høre reaktionen. Præmissen for arbejdet med visionen har været den fordebat med borgerinddragelse, som vi har gennemført. På den måde har vi prøvet at inddrage borgernes holdninger allerede ved processens start, siger han.
I sidste instans sidder Aalborg Kommune, der haft en observatør i dommerkomiteen vedrørende visionen, ved bordenden.
Nu kommer kommunen ind
Gennemførelsen af et projekt på Sygehus Nord-grunden forudsætter nemlig en helhedsplan for området, som derefter skal indarbejdes i den gældende Kommuneplan for Aalborg Kommune.
Med en kommuneplan på plads kan der udarbejdes lokalplaner for Sygehus Nord-området, og når de er vedtaget, kan byggeriet gå i gang.
Kim Jacobsen vil ikke komme med nogen præcis forventning om, hvornår plangrundlaget er på plads, og entreprenørmaskinerne kan rykke ind på området.
- Indtil videre har hverken kommunen eller vi styr på den vigtigste milepæl, nemlig hvornår sygehuset rømmer området og flytter til Aalborg Øst. Der er vist ingen, der føler sig helt sikker på, at det bliver per januar 2024.
Norduds vision for Sygehus Nord-området vil i den kommende tid være udstillet på Stigsborg Brygge hos By- og Landforvaltningen i Aalborg Kommune.
Ejendomsselskabet opfordrer borgerne til at give deres mening til kende.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.