Coop fjerner flere tusinde kølere: - Alle vores butikker er hårdt ramt
Dagligvarekædernes elregninger eksploderer. Det får dem nu til at reagere

Coop, der står bag blandt andet Fakta, Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen, sætter gang i de mest omfattende energibesparelser nogensinde i koncernens over 1000 butikker. Foto: Nils Svalebøg/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
DAGLIGVARER:De massive prisstigninger på energi og særligt el får nu landets dagligvarekæder til at tage ekstraordinære metoder i brug.
Coop, der står bag blandt andet Fakta, Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen, sætter gang i de mest omfattende energibesparelser nogensinde i koncernens over 1000 butikker.
Over 2000 kølere slukkes og fjernes fra butikkerne, der bliver skruet ned for temperaturer og lys, og derudover gennemføres en lang række individuelle tiltag i hver butik.
- Alle vores butikker er hårdt ramt af de meget høje elpriser. Derfor er vi nu nødt til at tage ekstraordinære midler i brug, siger koncerndirektør Allan Kristoffersen.
Vil delvist slukke lyset
Siden 2016 har Coop blandt andet udskiftet samtlige lyskilder – pærer, spots og lysstofrør – og lagt låg på kølere, frost mv. Det har sænket koncernens elforbrug med cirka 20 procent.
Men med de prisniveauer, vi ser nu, skal der pludselig væsentligt mere til.
Coops samlede årlige elregning vil med det nuværende prisniveau stige med op mod 500 millioner kroner. Og der er stor risiko for, at prissmækket bliver endnu større.
Det er alvorligt i en dagligvarebranche, som er kendt for benhård konkurrence og forholdsvist lave indtjeningsmarginer.
Særligt de mindre butikker i Coop-koncernen – for eksempel Dagli’Brugsen - hårdt pressede af de eksplosivt stigende omkostninger, som ifølge Coop kan true en række lokale butikkers eksistens.
Coop vil i den kommende tid gennemføre test, hvor lyset delvist slukkes for at kortlægge, om det er muligt at gøre permanent i stor skala.
De flere tusinde kølere, som Coop nu fjerner fra sine butikker, er primært sponsorkølere, som kæderne har fået fra mærkevarebrands til nedkøling af for eksempel læskende eller alkoholiske drikke eller andre mærkevarer.
Og Coop er ikke de eneste i dagligvarebranchen, som tager bestik af de høje energipriser.
- Meget alvorligt
Hos konkurrenten Dagrofa, der driver Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb, er der også udsigt til ekstraomkostninger for et trecifret millionbeløb.
- Det er meget alvorligt. Vi kigger på alle muligheder for at gøre noget. Intet er helligt, og vi skal gå omkostningsstrukturen efter i sømmene og finde ud af, om vi kan lave yderligere energiinvesteringer og -optimeringer, siger koncerndirektør Tomas Pietrangeli til Børsen.
El fylder meget i en dagligvarebutik, som både bruger det til køl, frost, ventilation mv. Derfor kan prisstigninger blive stærkt kritiske for lokale købmænd, som i forvejen kører med en stram økonomi.
Både Dagrofa og Coop advarer om, at vi hen over vinteren og næste år kan se ind i lukninger af de mindste butikker, hvis ikke situationen ændrer sig.
Udvider pulje til købmænd
Hos KFI Erhvervsdrivende Fond, der blandt andet giver støtte til købmænd, etablerede man allerede i maj en uddelingspulje for købmænd, hvis drift er truet af de øgede omkostninger til strøm.
Flere købmænd har allerede søgt og modtaget penge fra puljen. I mellemtiden er udgifterne til energi eksploderet, og KFI udvider nu puljen med et stort millionbeløb.
- De selvstændige købmand står lige nu i en meget kritisk situation. De oplever voldsomt stigende udgifter og véd ikke om eller hvornår, situationen normaliseres, siger adm. direktør Terje List.
De selvstændige købmænd er karakteriseret ved ikke at have en stærk kapitalejer i ryggen til at dække de øgede omkostninger. De selvstændige købmænd har en overrepræsentation i de mindre byer og lokalsamfund, som derfor er i størst risiko for at miste deres dagligvarebutik.
- Vi modtager et stigende antal henvendelser fra købmænd, der er så hårdt belastede, at de risikerer at lukke, hvis det her fortsætter. Det drejer sig for en stor dels vedkommende om butikker i tyndt befolkede dele af landet, hvor det lokale supermarked er det naturlige omdrejningsbutik og mødested, og hvor borgerne har langt til det nærmeste alternativ, når de skal handle, siger Terje List.
Også i udlandet
Det er imidlertid ikke kun herhjemme, at elpriserne giver grå hår hos dagligvareaktørerne. Det går igen over hele Europa, og der er mange forskellige løsninger i spil.
1500 Spar-forretninger i Østrig har slukket lyset på facaderne, og Frankrigs største supermarkedskæde, Leclerc, har allerede advaret om, at den kan blive nødsaget til at skære i åbningstiderne for at håndtere strømafbrydelser.
I Spanien er der indført forbud mod lys i butiksvinduer - herunder i dagligvarebutikker - efter klokken 22. Samtidig skal butikkerne have en elektrisk skærm installeret i vinduet, der viser temperaturen indenfor.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.