Bilen er ikke din. Men du risikerer at skulle betale afgiften
Du ejer ikke bilen. Alligevel kan Motorstyrelsen nu kræve, at du betaler den periodiske afgift
Opdateret kl. 15:05
Er du blandt de mange tusinde danskere, som kører rundt i en firmabil?
Eller en håndværker, der har fået stillet en montørbil til rådighed?
Eller lastbilchauffør i et vognmandsfirma?
Så risikerer du nu at hænge på regningen, hvis din arbejdsgiver af en eller anden årsag ikke får betalt den periodiske afgift på bilen.
Motorstyrelsen har nemlig lavet om på reglerne for, hvem der skal registreres som brugere af et køretøj, som man har til rådighed i 30 dage eller mere.
Altså for eksempel firmabilister.
Den overraskende bivirkning
Nu er det et krav, at alle ”brugere” af køretøjet registreres. Som eksempel nævner Motorstyrelsen en håndværker, der får stillet en montørbil til rådighed af sin arbejdsgiver.
Her skal arbejdsgiveren registreres som primær bruger og medarbejderen som sekundær bruger. Det gælder uanset, om medarbejderen skal beskattes af fri bil eller ej.
Formålet med det nye krav er blandt andet at give myndighederne bedre mulighed for at identificere, hvem der har ført et givent køretøj, som for eksempel har kørt vanvidskørsel.
Men med det nye krav følger også en overraskende bivirkning.
Betal, selvom du ikke ejer bilen
For fremover hæfter samtlige ejere og brugere af køretøjet også solidarisk for de periodiske afgifter. Det vil sige, at hvis chefen i ovennævnte eksempel ikke betaler afgiften, hænger håndværkeren på regningen.
Selvom det ikke er håndværkeren, der ejer bilen.
Fra Motorstyrelsens side lyder det, at den registrerede primære bruger – det vil sige virksomheden – opkræves afgiften først efter ”fast administrativ praksis.”
Hvis den primære bruger ikke betaler, opkræves beløbet efterfølgende hos ejere og evt. øvrige brugere af køretøjet, skriver Motorstyrelsen.
I bilbranchen har man allerede bidt mærke i, at sekundære brugere – for eksempel medarbejdere – nu hæfter solidarisk for den periodiske afgift.
- Vi er stødt på en problematik, som vi i øjeblikket drøfter med vores kunder. Nemlig den udfordring at den sekundære bruger hæfter for eventuelle restancer og gæld, som den pågældende medarbejders virksomhed eventuelt har eller vil få i fremtiden, skriver leasingfirmaet SAC på LinkedIn.
Hvornår reglerne indtræder
Der er forskel på, hvornår reglerne træder i kraft, afhængigt af om der er tale om køretøjer med fuld afgift, ingen afgift eller biler indregistreret på forholdsmæssig afgift.
I første omgang omfattes køretøjer på fuld afgift (typisk varebiler) og lastbiler samt trailere uden registreringsafgift.
Fra 1. oktober bliver også køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift (typisk firmabiler) omfattet af bekendtgørelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.