Nu skal der findes medarbejdere til ”Danmarks største kasseapparat”

Skattestyrelsen søger én leder og 15 medarbejdere til ny enhed i det kommende skattecenter i Frederikshavn

Det nye skattecenter i Frederikshavn kommer til at ligge i det tidligere posthus. Arkivfoto fra nyhedens offentliggørelse i juni sidste år. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Det nye skattecenter i Frederikshavn kommer til at ligge i det tidligere posthus. Arkivfoto fra nyhedens offentliggørelse i juni sidste år. Foto: Bo Lehm

FREDERIKSHAVN:For et års tid siden kom det frem, at Skattestyrelsen vil anlægge et nyt skattecenter i Frederikshavn med op til 150 nye arbejdspladser.

Og nu har de netop slået de første stillinger op til det nye center.

- Stillingerne er placeret i en ny enhed, der vil blive oprettet i Frederikshavn allerede dette efterår. Enheden skal primært beskæftige sig med udbetaling af udbytterefusioner, renteberegning og bogføring, lyder det.

Til at varetage opgaverne søger Skattestyrelsen derfor en funktionsleder og 15 regnskabskyndige medarbejdere med erfaring inden for finans, økonomi eller bogholderi.

- Fælles for stillingerne er, at vi kigger efter en bred pallette af kompetencer inden for det økonomi- og regnskabsfaglige. De rette kandidater kan være alt fra helt nyuddannede til dem med erfaring opbygget gennem et langt arbejdsliv. Uanset forudsætningerne sørger vi naturligvis for en grundig oplæring, så alle kommer godt i gang med deres nye opgaver, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Helle Kisum og fortsætter:

- Vi skal også bruge en leder til vores nye enhed. Det betyder både driftsstyring og personaleledelse - men også en unik mulighed for at præge den nye enhed, man er med til at opbygge. Her bliver man en del af et stærkt og veletableret 16 personer stort leder-team fra de øvrige enheder i afdelingen, som naturligvis står klar til at hjælpe og sparre undervejs.

Der er ansøgningsfrist for alle stillingerne 7. august 2022. De nye medarbejdere forventes at tiltræde 1. oktober eller snarest muligt.

Det nye Skattecenter i Frederikshavn er endnu ikke klar, når de nye medarbejdere tiltræder.

Opstarten af den nye enhed vil derfor ske i midlertidige kontorlokaler i lokalområdet.

Danmarks største kasseapparat

Skattestyrelses nye enhed i det kommende skattecenter i Frederikshavn bliver en del af afdelingen Opkrævning og Betaling, der i øjeblikket beskæftiger godt 400 medarbejdere i Ringkøbing.

Afdelingen varetager opkrævninger og betalinger for hele Skatteforvaltningen, og er med til at sikre, at det årlige skatte- og afgiftsprovenu på cirka 1100 milliarder kroner kommer i statskassen hvert år.

- Lidt populært kalder vi os selv for Danmarks størst kasseapparat. Alle ind- og udbetalinger fra alle Skatteforvaltningens styrelser sker gennem os. Det er en vigtig opgave, som vi er stolte af at varetage. Og nu tilføjer vi en ekstra enhed til arbejdet. Det bliver utroligt spændende at bygge noget helt nyt op. Både for mig og - håber jeg - også for de nye kolleger, vi snart byder velkommen, siger Helle Kisum.

Det nye skattecenter i Frederikshavn er en del af regeringens ambition om at styrke og reformere skattekontrollen i Danmark, blandt andet ved at etablere otte nye skattecentre i hele landet.

Hvert skattecentre vil rumme 100-150 arbejdspladser.

Det forventes at skattecenteret i Frederikshavn står klar i 2023.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.